Bryggeri: Victory Brewing Company
Type: Double IPA / Imperial IPA
Land: USA
Alkoholstyrke: 8,7%
Victory DirtWolf er Victory Brewing Company’s hyldest til humleplanten, Humulus Lupulus, som bryggeriet beskriver som en utæmmet plante der grådigt vokser fra jorden som et får iblandt ulve.
Der er tale en double IPA, altså en IPA, bare stærkere. Øllen ser da også ud som man ville forvente en klassisk IPA vil se ud, i en let uklar tyk strågul farve med en luftig helt hvid skumkrone.
Øllen har en let sødlig duft, med den kendte blomstrede duft som man har lært at forvente fra en IPA.
Victory DirtWolf er en øl med fokus på humlen, så jeg har set frem til at se hvad det betyder for smagen af øllen. Øllen starter med en honningagtig sødme. Der er desuden lidt jordede og blomstrede noter at spore. Øllen er brygget på 4 forskellige typer humle, og som ventet kommer det største indtryk når bitterheden rammer, der er ikke tale om en overdreven bitterhed, men en rigtig behagelig let prikken på tungen der fungerer godt sammen med den bløde mundføle i øllen.
Victory DirtWolf – Den endelige dom
Der er på ingen måde tale om et eksperiment ud i underlige smage og tilsætninger, men et rent fokus på de gode humler. I en dobbelt IPA hvor producenten selv siger at alt fokus er på humle, kunne man godt frygte en eksplosion af bitterhed der kunne skrælle det yderste lag hud af tungen, men på trods af humlefokuset og en IBU på 65 er der faktisk tale om en rigtig behagelig og blød øl. Der er ingen underlige tilsætninger, kun en smuk demonstration af en ren øl der bæres af god humle. Victory DirtWolf får 4 ølglas med herfra.
Det er helt klart en øl der kan anbefales hvis man opleve de gode ting humle kan bringe til en øl.
4 ud af 6 ølglas.
Leave a comment