Levemand

Dragsholm Slot
I over 800 år har Dragsholm Slot ligget i Odsherred, i den nordvestlige del af Sjælland. Et område der pga. sit unikke kulturlandskab er udpeget som UNESCO Geopark. I dag fremstår slottet som et slotshotel med 2 restauranter; en gourmetrestaurant og en bistro.

Dragsholm Slot - Fra bispeborg til slotshotel

Igennem sine 800 år har slottet oplevet lidt af hvert. Det startede som et palatium, og blev senere udbygget til en ringmursborg. Voldgrave og kanontårne blev sidenhen tilføjet, og det efterhånden stærkt befæstede slot har endda oplevet at været belejret af kongens tropper under grevens fejde i 1500-tallet. Belejringen endte med at lensmanden overgav sig og kongen overtog borgen.

Som kongeligt ejet slot har Dragsholm fungeret som fængsel for bl.a Jarlen af Bothwell, som efter sigende stadig hjemsøger slottet.

Slottet blev senere sprunget i luften af svenskerne under svenskerkrigene. Kongen solgte det ramponerede slot for at dække nogen af udgifterne til svenskerkrigene, og slottets ejerskab gik herefter på tur imellem købmænd og disses långivere og endte til sidst hos den adelige familien Adeler (ja, det hed de). Det var medlemmer af familien Adeler der tog initiativ til at få inddæmmet Lammefjorden, hvilket betød at Dragsholm Slot gik fra at ligge med vand på både sin østlige og vestlige side, til kun at ligge ud til Odsherreds vestkyst.

I 1900-tallet blev Dragsholm Slot overtaget af familien Bøttger, og slottet har siden fungeret som slotshotel. Slotshotellet har en tilknyttet restaurant der i dag fremstår som bistro. Som en del af en større renovering blev slottets historiske kælderkøkken sat i stand i 2006 for at kunne danne grundlag for en gourmetrestaurant, som i skrivende stund i 2021 lige har modtaget en michelinstjerne for 5. år i træk.

Dragsholm Slot Gourmet

Vi var taget til slottet for at bruge en aftenen i kælderen, i deres gourmetrestaurant. En kælder hvor Claus Henriksen har regeret i de sidste 13 år, indtil han ved årsskiftet 2020/2021 overlod styringen til Jeppe Foldager for selv at fokusere på sit nye projekt Restaurant Mota, ligeledes i Odsherred.

Claus var i mange år kendt for sit legende køkken med fokus på Odsherreds gode lokale råvarer, et fokus Jeppe nu har planer om at fortsætte og sætte sig eget personlige præg på.

Selv menuen er lidt ekstra stilet

Aftenens menu “Tid & Sted”

De flinke tjenere tager pænt imod da vi ankommer til den hvidkalkede stenkælder hvor restauranten holder til. Da vi havde bestilt mad på forhånd var vores pladser gjort klar med nogle fornemt udformede menukort.

Menuen hedder Tid & Sted, for at symbolisere restaurantens fokus på de lokale råvarer som de kan få fat i på det givne tidspunkt. Vi var afsted på en kold og blæsende Oktoberdag og så derfor frem til en lækker efterårsmenu vi kunne varme os på.

“Forspil” - Dagens snacks på Slotskøkkenet på Dragsholm Slot: pære, löjrom, rejer og snegle

Aftenen startede med et forspil, bestående af en række små snackserveringer der satte linjen for hvad vi skulle opleve i løbet af aftenen; simple retter, sirligt anrettet hver med en enkelt eller meget få, men velvalgte ingredienser i fokus. Anretningen var tydeligt inspireret af det efterårslandskab vi kort forinden havde gået rundt i udenfor slottet.

Knivmuslinger med jordskokker, persille og kaviar

Første ret indledte efterårssæsonen; mildt vejr, naturen er dækket i grønt men bevidstheden om det dybe mørke senefterår begynder at vokse. Sådan var retten også. Den lette elegante knivmusling befandt sig i en let creme med en fin grøn farve fra persillen. De nøddede jordskokker gjorde det dog klart at det var efterår og den intense sorte kaviar varslede at vi gik mod mørkere tider.

Kål med syltede ramsløg og fåremælksyoghurt

Med næste ret rykkede vi længere ind i efteråret. Kålsæsonen var startet og de grønne farver blev mørkere og mere intense. Kun de syltede ramsløg mindede om de engang så lyse nætter.

Brød med to slags smør

Bouillon med svampe, havgus og skovgris

Næste ret var aftenens største udstyrsstykke. Tjeneren kom ind med et serveringsbord med en vakuum kaffebrygger. I den nederste del af kolben lå en svampebouillon som da den kom i kog trak op i en blanding af svampe og krydderurter. Her fik den lov til at trække i et øjeblik inden den blev hældt over en tallerken indeholdende nogle stykker af en gris der har hygget sig i skovbunden. Grisen var toppet med en skive Havgus ost.

Det var tydeligt at efteråret toppede med denne mørke umamiintense ret, bladene var begyndt at falde af træerne, dagene var blevet ret korte og det eneste der ville virke var at sidde inde i varm med en skål lun efterårssuppe. Udover at serveringen selvfølgelig var et show var retten også smagsmæssigt aftenens mest mindeværdige ret.

Dansk sorthummer med græskar og valnødder

Gråand med blommer, umodne brombær og salat fra Søren

Den sidste ret stod også tydeligt i efterårets tegn. De brune nuancer var kommet i fokus og der var vildt på menuen. Her var vildtet i form af skiver af gråandebryst, nok det mest intense fjerkræ jeg har fået serveret. Anden blev serveret med sæsonens sidste salatblade og en gele af umodne brombær. Som en solrig senefterårsdag var retten smuk og intens.

Fast ost med æbler fra haven og trøffel

Inden vi gik i det søde køkken fik vi ost, i form af en art lasagne hvor osten blev serveret i lag med en æblegele/-syltetøj imellem lagene. Konstruktionen var toppet med et fint lag trøffel og et skvæt honning. Vi kunne ikke rigtigt gennemskue formålet med den spøjse konstruktion, men smagene spillede godt sammen og gav en god afslutning på den salte del af menuen.

Flødeis med honning og kastanjer

Jo længere man kommer på efteråret, jo koldere bliver det. Derfor slutter efterårsmenuen selvfølgelig med is. Omkring isen lå kastanjer, og små dutter af creme på hhv. lys og mørk chokolade. Det hele var overhældt af en sauce på bær, som gav retten en god syre der sørgede for at retten ikke kammede helt over af sukker, omend den stadig var rigeligt sød til min smag.

Sødt og kaffe

Som afslutning på seancen fik vi en god varm kop kaffe inden vi skulle ud i kulden igen. Ved siden af serverede den en lille chokoladesnack med kakao, men også indeholdende syltet grankogle for at bryde med chokoladens sødme. Et lækkert lille punktum på en god lang efterårsaften.

Gourmetrestauranten Slotskøkkenet på Dragsholm Slot

Man må sige at de ved hvad de laver på Dragsholm Slots slotskøkken. Fra man bliver modtaget føler man at der bliver taget hånd om en og at der er en klar plan for hvad der skal ske. Menuen ligger klar og pænt indbundet og beskriver en klar plan for aftenen.

Under hele seancen føler man at personalet har styr på hvad der skal foregå. Serveringen flyder naturligt, personalet ved hvad de laver og hvad det er de har at arbejde med. Både mad og drikkevarer bliver præsenteret grundigt og spørgsmål bliver besvaret hurtigt og præcist.

Hele vejen igennem har man en følelse af at alt er under kontrol, men uden at det føles indøvet eller forceret. Det flyder ligesom bare, og understøtter den historie der bliver fortalt på tallerkenen af de serverede retter. For der bliver virkelig fortalt historier.

Som nævnt hedder menuen Tid & Sted for at understrege køkkenets fokus på de lokale råvarer der er i fokus på det givne tidspunkt.

Vi fik efterårsudgaven, og menuen fortalte en historie om efteråret i området. Fra de første lette og friske sensommerretter blev vi ført igennem de stadigt mørkere farver og smage der steg i intensitet. Man kunne mærke hvordan dagene blev kortere mørkere og koldere for hver ret i takt med at vinteren nærmede sig.

Det hele var dog ikke bare gode historier. For de kan godt lave mad på Slotskøkkenet på Dragsholm Slot. Retterne er samtidig simple og elegante kombinationer mens tilberedningerne er præcist eksekveret. Det er godt håndværk der bærer præg af kærlighed til de fantastiske råvarer der findes i lokalområdet.

Vinmenuen der fulgte med var god og velafstemt. Vinene var velvalgte og lækre. Den eneste anke var at de måske var lige vel nærige med dem, og vi endte flere gange med længere perioder med tomme glas.

Dragsholm Slot Gourmet - Den endelige dom

Det er svært at sige noget dårligt om Slotskøkkenet på Dragsholm Slot. De har styr på tingene og de ved hvad de laver. Køkkenet er stærkt og folkene på gulvet professionelle og hjælpsomme, og jeg var meget imponeret over den historie der blev fortalt igennem menuen.

På et sted af den kaliber ville jeg dog ikke have forventet at vi ville blive efterladt i længere perioder med tomme glas.

Resten af vores slotsophold levede ikke helt op til restaurantens følelse af overblik og kontrol, men det skal ikke lægge restauranten til last. Pga. maden og den overordnede oplevelse ender vi dog på 5 1/2 ud af 6 mulige point samt en klar anbefaling af Slotskøkkenet på Dragsholm Slot.

Falsled Kro
Falsled Kro

Falsled er Danmarks måske mest kendte kro; kendt for eksklusivitet, at bringe det franske køkken til Danmark og selvfølgelig for at være Danmarks nok dyreste kro.

Kroen blev opført i 1500-tallet og fik status af kongeligt privilegeret gæstgiveri i 1744. I de efterfølgende århundreder havde den gamle kro forskellige funktioner såsom købmand og tankstation, indtil den i 1969 blev købt af de frankofile filmskabere og gastronomer Sven og Lene Grønlykke. De brugte et par år på at istandsætte den gamle kro, inden den åbnede i 1971.

Første mand i køkkenet var Michel Michaud, som bl.a er anerkendt som skaberen af den nu allestedsværende chokoladedessert Gateau Marcel.

Michel fik selskab i køkkenet af landsmanden Jean-Louis Lieffroy, som overtog rollen som køkkenchef da Michel Michaud flyttede til København i forbindelse med at Grønlykkerne åbnede endnu en fransk topklasserestaurant; Kong Hans.

Jean-Louis besad rollen som køkkenchef på Falsled Kro i de følgende 38 år og har om nogen været med til at bringe det franske køkken, og de gode franske råvarer og delikatesser, til Danmark. I et podcast-interview med Ole Troelsø fra Børsen fortæller Jean-Louis om deres kamp for at få lov til at importere de franske delikatesser som man ellers ikke så meget til i datidens Danmark.

I dag styres køkkenet af Kasper Tind Hasse som også har arbejdet i køkkenet under både Jean-Louis Lieffroy og Per Hallundbæk, og har derudover hjulpet Patrick Lieffroy med at starte Restaurant Lieffroy i Nyborg, før han selv fik tilbudt rollen som køkkenchef på Falsled Kro.

I anledning af kroens 50-års jubilæum i familien Grønlykkes ejerskab tilbød de en 10-retters jubilæumsmenu bestående af signaturretter fra stedets tidligere køkkenchefer. Vi havde bestilt et jubilæumsophold indeholdende jubilæumsmenuen, samt en overnatning med morgenmad. Den store omgang.

Vi kunne altså forvente signaturretter fra:

Michel Michaud: Køkkenchef i 1971-1976

Jean-Louis Lieffroy: Køkkenchef i 1976-2009

Per Hallundbæk: Køkkenchef i 2009-2017

Kasper Tind Hasse: Køkkenchef fra 2017, nuværende køkkenchef

Plus et par gæsteoptrædender

Ankomsten

Et besøg på Falsled Kro starter med kaffe og sødt i den imponerende pejsestue

Eftermiddagen startes med en venlig velkomst i kroens pejsestue. En stor hyggelig stue hvor en enorm brændeovn troner midt i lokalet. Pga. det varme vejr er ovnen slukket, men det må være et fantastisk sted at varme sig på en kold vinterdag.

I pejsestuen serveres kaffe og lidt sødt i form af en baba au rhum. Det hele serveret af tjeneren der har vores bord i aften. Her får vi desuden en kort gennemgang af aftenens menu, samt mulighed for at vælge drikkevarer dertil i ro og mag.

Sammen med præsentationen af menuen fik vi også præsenteret de forskellige køkkenchefer der stod bag retterne, og allerede her begyndte røverhistorierne. Vi læner os tilbage og blive ført og forført.

Klar til at fejre Falsled Kros 50-års jubilæum!

Måske det bedste bord på kroen? Udsigt direkte til det nyrenoverede køkken.

Snacks & starters

Første servering: Oscietera caviar med vagtelæg serveret i en østers

Middagen startede i nutiden med en ret af den nuværende køkkenchef Kasper Tind Hasse. Vi fik serveret en østers anrettet med et vagtelæg. Ved bordet blev retten desuden toppen med et fint lag oscietera caviar. Det var en flot start, der udover at bestå af en lækker ret også sætter en klar retning for hvor de gerne vil tage os hen med dagens menu; det var fransk, skarpt og ekstravagant.

Pil selv vagtelæg med røget mayonaise

Jomfruhummer med mango chutney

I 37 år var Jean-Louis Lieffroy personificeringen af Falsled Kro hvor han huserede som køkkenchef og direktør. Men i perioder hvor Jean-Louis var travl med andre opgaver var han mere køkkenchef af navn, mens det var hans søn Patrick Lieffroy der var det af gavn.

Den næste ret er derfor fra den “hemmelige” køkkenchef Patrick Lieffroy. Retten består af jomfruhummer med mango chutney, serveret i en soya/lime vinaigrette. Retten har et klart fransk udgangspunk, men favner også bredere ud med en indiskinspireret chutney og en vinaigrette med et asiatisk islæt.

Torsk og baerii caviar i sauce mariniere

Foie gras med vilde ris og majs i en hindbærsauce

Næste servering er måske signaturretten over signaturretter på Falsled Kro; Jean-Louis Lieffroys foie gras med vilde ris og majs, i hindbærsauce. Foie gras har aldrig rigtigt imponeret mig, men den her ret kunne altså noget. Med blød fed og umamirig foie gras, søde majs, sprøde salte ris og en let syrlig hindbærsauce kom retten hele vejen rundt i både smage og teksturer. Jeg forstår godt at dette er en ret folk kommer tilbage efter.

Sprødt hønseæg, stuvede morkler, spinat og høost

Efter 40 års fransk herredømme med hhv. Michaud og Lieffroy i køkkenet blev faklen givet videre til en af de lokale; fynboen Per Hallundbæk. Det ændrede dog ikke på køkkenets franske fokus.

En af Hallundbæks signaturretter var sprødt æg med morkler, spinat og høost. Et orgie af protein, kolesterol og umami. Ægget var dog i dagens anledning skaleret ned til en æggeblomme.

Det ændrer dog ikke på at det var en solid ret.

Den porcherede og friterede æggeblomme var toppet med umamirige morkler og en lidt fed og salt høost. En umamibombe uden lige, og en fornuftig overgang til køddelen af menuen.

Hovedretten

Husets egen vin, blended specielt til jubilæet

Når man har muligheden for at fejre sit 50-års jubilæum skal det gøres med maner, og når nu temaet er eksklusivt og lidt ekstra lækkert, og når man nu har en vinbonde i sin ejerkreds, skal man selvfølgelig have sin egen jubilæumsvin. Det gælder selvfølgelig på Falsled Kro hvor medejeren Peter Sisseck har lavet en elegant jubilæumsvin på sin vingård i Ribera del Douro i Spanien.

Halv vagtel i portvinssauce

Sidste ret i det salte køkken repræsenterede Falsled Kros første køkkenchef, Michel Michaud. Vagtel i portvinssauce.

Retten bestod af en halv vagtel. Et confiteret og stegt lår, og et bryst tilberedt på anden vis. I modsætning til i dag hvor folk kan være bange for at indse at de spiser døde dyr, er det her gjort meget synligt ved at servere alle delene som de er. Serveringen indeholdt således; en lever, et halvt hjerte og sågar et halvt kranie med dertilhørende hjerne. I sandhed halvdelen af en fugl.

Det er første gang jeg spiser hjerne af nogen art, og selvom jeg ikke fandt det som den store smagsoplevelse, synes jeg at det gav retten en dybere mening at inkludere den, om ikke andet så for at minde gæsten om at det er et rigtigt dyr der har ladet livet for denne ret, så det skal behandles med respekt.

Desserten

Birgers ostebord

Næste servering stak lidt ud da det ikke var en signaturret for en tidligere køkkenchef, men i stedet for en tidligere overtjener. I mange år har Birger styret Falsleds Kros ostebord med humor, vid og måske en spids bemærkning.

Ostebordet bestod af mere end 30 forskellige oste, hovedsageligt franske selvfølgelig. Selvom Birger ikke længere stod ved bordet blev arven båret videre, og ostene blev præsenteret på kyndig vis, krydret med både gode anbefalinger og godt humør.

Sveskeblommeis i Armagnac

Chokoladesymfoni

Aftenens sidste ret var en chokoladesymfoni. Falsled Kros konditor Mia Paaske havde begået et smukt anrettet potpourri af chokolade i forskellige tilberedninger, temperaturer og teksturer. En smuk og super elegant afslutning på en overdådig aften.

Efter maden

Petit Four til kaffen

Da ti retter jo umuligt kan være nok til nogen (rullende øjne) havde konditor Mia selvfølgelig også sørget for lidt sødt til kaffen efter middagen i form af en imponerende petit four buffet hvis man lige manglede det sidste til dessertmaven.

Forfra

Morgenkomplet på Falsled Kro

På Falsled Kro står hele opholdet i den gode smags tegn. Så efter en god nats søvn er det tid til morgenmad. Om det er standarden på stedet, eller om det er en udspringer af corona ved jeg ikke, men morgenmaden blev serveret på værelset. I bedste Falsled Kro stil var der selvfølgelig tale om en servering der får de fleste caféer til at fremstå som uambitiøse.

Morgenmaden indeholdt det hele; frisk yoghurt med hjemmelavet müsli, frisk frugt, syltet grønt, friskbagt brød, gode oste, æg, pølse, criossanter, kaffe, juice, og en morgenbitter, selvfølgelig lavet specielt til kroen.

Æg og pølse til morgenmaden

Selvfølgelig har Falsled Kro sin egen morgenbitter. Det skal man da have.

Oplevelsen

Der er styr på tingene på Falsled Kro. Det mærker man tydeligt fra den første modtagelse i stedets reception. Opholdet er en historie du som gæst bliver ført igennem med personalet som fortællerne. Din tildelte tjener tager imod til eftermiddagskaffen, fortæller hvad du kan forvente af aftenen og man fornemmer tydeligt at de allerede her forsøger at finde ind til hvem gæsterne er, og hvad de har af forventninger til aftenen. De er virkelig dygtige.

En lille anke for os var dog at da vi ved eftermiddagskaffen snakkede med en af stedets erfarne tjenere som vidende og vittigt fortalte om maden og folkene bag retterne. Det lagde op til en aften med gode historier og anekdoter om stedets historie, fedt! Middagen blev dog hovedsageligt varetaget af tjenerpraktikanten; en sød og høflig fyr, der dog ikke havde en chance for at kende stedets historie og personligheder i samme omfang som den mere erfarne tjener hvilket var super ærgerligt da det jo er de historier der ligger til grund for jubilæumet. Han havde til tider også lidt svært ved at svare når vi spurgte ind til detaljer i de enkelte retter og ingen intention om at opstøve svarene.

Konteksten

Falsled Kro har nu i 50 år stået som et frankofilt symbol på det eksklusive og hedonistiske med et omdømme som landets dyreste kro.

The French Connection er stadig tydelig i fortællingen, både når man kigger på sæsonmenuen, men især når de skal fortælle deres egen historie i et udvalg af retter som i jubilæumsmenuen. Det er tydeligt at det er en vigtig del af deres egen fortælling. De er stolte af deres franske baggrund, og de har helt klar evnerne til at holde den franske fane højt.

Fra man ankommer til kroen er der en klar rød tråd. På værelset er der minibar med kroens egen gin og whiskey; i pejsestuen byder aftenens tjener på kaffe og sødt, maden er overvældende og bliver alligevel fulgt op med kaffe og petit four, og det hele bliver afsluttet med et overdådigt morgenmåltid. Det hele foregår med fuld opbakning fra det hjælpsomme personale. Jo, hedonismen lever også i bedste velgående.

Om Falsled Kro er Danmarks dyreste ved jeg ikke, men den er i hvert fald deropad. Samtidig serverer de ikke bare hvad som helst. Råvarerne er af en høj kvalitet og leverandørerne er særligt udvalge, og når råvarerne er ankommet til køkket bliver de behandlet med kyndig hånd. Stedet er uden tvivl eksklusivt i alle ordets betydninger.

Konklussionen

Praktikpladser er vigtige, så den nye generation af tjenere kan blive lært ordentligt op, og det er fedt at de på Falsled ikke er for fine til at tage sin del af praktikanterne, men det uventede tjenerskifte gav en diskrepans imellem det der implicit blev lagt op til og vores reelle oplevelse og især fordi at det var stedets historie der var omdrejningspunktet for vores ophold kan det ikke undgå at trække lidt ned.

Det ændrer dog ikke på at Falsled Kro er i en liga for sig. Beliggenheden er fantastisk og der er en andægtig ro over de hvidkalkede længer. Man kan godt fornemme at man er på vej til noget specielt når man går igennem indgangspartiets hvælvinge. Det bliver hurtigt bekræftet ved det første møde med personalet i receptionen og bekræftet ved mødet ved tjenerstaben til eftermiddagskaffen i pejsestuen.

Der er en klar rød tråd igennem et ophold på Falsled Kro og det utroligt høje niveau i køkkenet, kombineret med de professionelle og rare folk på gulvet placerer kroen i toppen af luksusoplevelser. Men det er også på et niveau hvor selv små ting kan gøre store udsving, og den svingende tjenerpræstation afholder stedet fra en topkarakter. Men det er stadig en oplevelse helt for sig selv, og fortjener 5 1/2 ud af 6 mulige, til et sted som jeg virkelig gerne vil besøge en dag hvor sneen ligger tungt over det smukke Fyn, og mens der er gang i pejsen.

Kødbyens Fiskebar
På vores tour-de-Kødbyen med den 3-mand-høje madklub var turen nået til Kødbyens Fiskebar.

Kødbyens Fiskebar - Hvem og hvorfor?

I 2009 var der ikke meget gang i Kødbyen. Eller, det var der på sin vis. Der lå en række kunstgallerier og Karriere Bars blanding af kunstgalleri, restaurant og natklub trak mange folk til. Men det var speciel slags folk, og det var de færreste der havde en grund til at tage derhen.

Men der lå noget og boblede. Folk havde fået øjnene op for de hvidklinkede slagterlokaler der havde spillet så vigtig en rolle i Københavnernes madverden før i tiden.

Bl.a. havde Anders Selmer og Bagge Algreen-Ussing planer. I en tid hvor fisk og skaldyr mest hørte til på de finere fiskerestauranter ville de gerne gøre fisken til en mere hverdagsagtig spise, som den var i gamle dage.

De ville med andre ord gerne gøre fisk til noget for alle og enhver. De valgte at gøre det i et område der kun var for de få. I en gammel slagterbutik.

Det kunne lyde som om at de havde oddsene imod sig; men de to vidste hvad de lavede. Anders er tidligere restaurantejer, samt restaurantchef og sommelier på Noma og Bagge var bl.a. Caféejer.

De to ville dog ikke bare have danskerne til at spise mere fisk igen. De ville gerne have at folk fik en holdning til hvad de spiste. Så fokus var fra starten på bæredygtigt fiskeri. Derfor har deres faste leverandør fra starten af været Fiskerikajen, der fokuserer på kystnært fiskeri, og ikke køber fisk fra trawlere.

Udover at skånsomt fiskeri i sig selv er det rigtige at gøre, har det også fungeret som et benspænd for køkkenet, der er blevet udfordret på tilgængeligheden af råvarer og derfor har været nødt til at udfordre sig selv på menuen og tilberedningerne. Det gav da hurtigt pote da Michelin Guiden kort efter åbning tildelte stedet en Bib gourmand som de har beholdt lige siden.

Ankomsten til Kødbyens Fiskebar

Regnen er lige stoppet da vi mødes tre mand høj ude foran Kødbyens Fiskebar. Vi er alle tre kolde og småvåde og skynder os indenfor.

Det første man lægger mærke til når man kommer indenfor er den store bar der går igennem det meste af lokalet. Baren er rå; bygget i træ, metal og de karakteristiske hvide klinker der også fylder væggene i hele lokalet. Bygningerne er fredede, så de har været nødt til at arbejde med udgangspunkt i slagterlokalernes rå beton og klinker. De har klaret det ret godt, og man får en følelse af på en gang at stå midt i noget nyt og moderne, men samtidig noget historisk.

Det næste man lægger mærke til er den livlige stemning. Der er snak fra alle sider af og tjenerne render frem og tilbage med tomme tallerkner, fyldte tallerkner, glas, flasker, bakker. Der er gang i den. Det kan lyde kaotisk, men det virkede som om at alt var under kontrol hvilket gjorde at det mere var en følelse af liv end af kaos. Det virkede som om at alt der skete var velovervejet og at det skete med vilje.

En meget smilende og venlig tjener tog imod os og fik os placeret ved det ventende bord hvor vi fik præsenteret menuer og en kort forklaring af konceptet. Tjeneren var velbevandret i alle sine menuer, både til maden og vinen, og vi fik snakket os frem til en bestilling. Først østers, dernæst tre mindre deleretter, og til sidst en større servering.

Køkkenet styres af Jamie Lee, der tidligere har været souschef på en af Gordon Ramsays restauranter i London, og efterfølgende arbejdet under den navnkundige Paul Cunningham, på The Paul i Tivoli før han i 2012 overtog rollen som køkkenchef hos Kødbyens Fiskebar. Jamie går op i sine fisk, og han går op i bæredygtighed, og han er ikke bleg for at snakke om det.

Spisetid

Brød med tangsmør på Kødbyens Fiskebar

Først fik vi brød. En ordentlig humpel af et surdejsbaseret kartoffelbrød lavet på kartoffelrester fra pommes frites produktionen, samt ølandshvedemel. Det var et godt brød der på trods af sin tætte krumme føltes let og luftigt, og havde en god smag. Det der virkelig imponerede var dog smørret. Det var smør pisket med en yoghurt som de havde blandet op med tang. Tangen gav en ekstra saltdimension og yoghurten tilføjede en let syre som jeg påskønner i mit smør.

Østersplatte hos Kødbyens Fiskebar

Østers

På en rigtig fiskerestaurant har man selvfølgelig østers. Det gælder selvfølgelig også Kødbyens Fiskebar. Udvalget skifter lidt alt efter hvad der er i sæson, men da vi er der har de 4 forskellige på menuen som alle kan købes i kvarte, halve eller hele dusin. Alternativt tilbyder de en østers”smagning” hvor man kan købe 1 eller 2 af hver type.

Vi hopper på en smagning og får hver serveret 4 forskellige østers; en fransk, et par danske og en enkelt af udefineret ophav.

Alle 4 østers smager super friskt, og deres fantastiske smag af hav skærper virkelig appetitten og gør os klar til at komme i gang med middagen.

Til muslingerne har vores tjener anbefalet en mousserende vin fra Spanien hvis mineralitet og blide bobler formår at understrege både smagen af hav, og friskheden i vores østers.

De små retter

Udover østers er det meste af menuen hos Kødbyens Fiskebar inddelt i 2 kategorier; små delevenlige retter, eller større varme retter. Vi ville gerne prøve lidt forskelligt, så vi valgte at køre 3 deleretter som forret:

Blåmuslinger

Blæksprutte

Slethvar

Til forretterne anbefalede vores meget vinkyndige tjener en Muscadet fra Loire, en lækker tør hvidvin med godt med syre.

Blåmuslinger

Kødbyens Fiskebars bud på dampede blåmuslinger

Den første servering var blåmuslinger. Kødbyens Fiskebars blåmuslinger er opdrættet på liner i Limfjorden, hvor de hænger lige under vandkanten og vokser sig store og fede inden de bliver plukket.

Inden servering bliver muslingerne dampet i æblecider med krydderurter som blandes op med double cream (ekstra fed fløde).

Muslingerne var gode og fede og der var god smag i sovsen. Med fede muslinger og fed fløde som hovedelementerne blev det dog meget fed-i-fed, og jeg savnede noget syre til at bryde med den lidt overvældende fedme. Den syrlige vin fungerede godt og lettede retten, men jeg havde svært ved at se retten stå for sig selv, og på trods af at den var velsmagende var jeg glad for at det var en deleret.

Blæksprutte

Blæksprutte hos Kødbyens Fiskebar

Den anden servering bestod af blæksprutte fanget i Skagerrak. Blæksprutten blev serveret sammen med hvad jeg mener har været rødbede.

Det var ærlig talt ikke en ret det gjorde det store indtryk på hverken mig eller mine medspisere.

Blæksprutten var sej og der var ikke meget smag i hverken den eller i tilbehøret.

Vinen var stadig god, men kunne ikke stille meget op, og hverken jeg eller mine medspisere var synderligt imponerede. Det var synd, da især den ene elsker blæksprutte, og virkelig havde set frem til den her ret.

Slethvar

Den tredje deleret bestod af slethvar fanget ved Vesterhavet. Den blev serveret som små roulader, med en mayonnaise på røgede muslinger der var hånddykkede i det nordlige Norge. Ovenpå lå nogle brændte løg og et par små rugbrødschips.

Slethvarren spillede hovedrollen i serveringen, men det var egentlig de røgede muslinger der havde solgt os retten. De røgede muslinger var inkorporeret i en mayonnaise og var den klart kraftigste smagsgiver, mens slethvarren var lidt mere afdæmpet, samspillet mellem dem fungerede dog virkelig godt og med lidt knas fra de sprøde rugbrødschips var det en fuldendt ret der er værd at komme tilbage efter. Den klart stærkeste af de tre serveringer.

Hovednummeret

Dagens fangst: Pighvar serveret hel på Kødbyens Fiskebar

Til hovedretten bestilte vi dagens fangst da den i dag bestod af pighvar. Hvem kan sige nej til pighvar?

De havde tre stk tilbage og vi valgte en vi mente ville passe i størrelsen til os tre. Pighvarren var stegt hel, og serveret ligeså. Dertil fik vi nogle grillede babymajs, kartofler og en sauce jeg husker som en art hollandaise.

Vi synes alle tre at det var den bedste idé i verden at bestille en hel fisk. Indtil den blev serveret, og det gik op for os at ingen af os vidste hvordan en pighvar parteres. Endnu en gang var serviceniveauet dog højt, og tjeneren fik hurtigt fat i en kok der kom ind og hurtigt og effektivt fik fileteret den flotte fisk for os.

Af en eller anden grund valgte han at gøre det med noget jeg bedst husker som en smørekniv mens han fortalte noget om at de ikke brugte super fancy knive fordi de ikke ville sættes i bås med gammeldags fiskerestauranter hvor alt skulle være super pænt og poleret, eller noget i den dur. Det virkede unødvendigt besværligt og vi forstod ikke historien, men man kan ikke argumentere imod at han fik fisken fileteret, og vi andre så bare på, så hvad ved vi om den slags?

De sidste ord om Kødbyens Fiskebar

Der er fart på i Kødbyen. Folk kommer og går, og barer og spisesteder lukker og nye kommer til i en konstant strøm. Når man er der virker det også som om at folk er i konstant bevægelse. Der søges hele tiden efter noget nyt.

Stemningen

Der er ikke mindre fart på i Kødbyens Fiskebar hvor der også er et konstant flow af mennesker. Folk kommer og går, tjenere bevæger sig frem og tilbage; fra et bord til det næste, fra bord til bar, fra bar til bord, fra bord til køkken og tilbage. En gang imellem dukker der også en kok op med en servering, eller på vej til et bord for at hjælpe med en partering, en filetering eller bare for at svare på spørgsmål. Alle steder sidder der folk og snakker, der er et konstant buzz i lokalet.

Der er fart på. Men det til trods virker det ikke stresset. Det føles nærmere som en dans, eller et velorkestreret skuespil hvor alle kender deres roller. På trods af at tjenerene er i konstant bevægelse virker det som om at de hele tiden ved hvor de er på vej hen. Det virker velkoordineret, og alle bevægelser har et formål. Det gør at man føler en ro når man sidder derinde. Man kan læne sig tilbage og nyde showet uden at føle sig stresset. Man kan mærke at der er styr på det.

Hjælpsomheden

Det mærker man også når man snakker med personalet. De ved hvad de arbejder med og de vil meget gerne fortælle om det. Man føler sig virkelig i trygge hænder.

Maden har de også ret godt styr på. De har en hel klar holdning til de ting der ankommer til køkkenet, og deres leverandører har lagt kræfter i at udvælge ordentlige råvarer. Det kan mærkes, og det kan smages.

Tilberedningerne var dog lidt hit-and-miss. Om vi var der på en uheldig dag eller et dårlig tidspunkt ved jeg ikke, men der var en del flere fejlskud end jeg havde forventet af sådan et sted. Blåmuslingerne manglede balance og blæksprutten var decideret kedelig.

Men når de ramte, så ramte de til gengæld også rent. Der var rift om vores pighvar som var stegt til perfektion. Den tilhørende sauce blev hurtigt tømt, og skålen nærmest slikket ren.

Kødbyens Fiskebar - Den endelige dom

Der er en god stemning på Kødbyens Fiskebar, og det er med vilje. Tjenerne er hjælpsomme og dygtige. Det vigtigste må dog være maden, og der var desværre for mange fejl til at vi kan trække den meget over en gennemsnitskarakter, og Kødbyens Fiskebar ender med 4 ud af 6 ølglas fra denne anmelder.

Restaurant Alimentum Aalborg
Restaurant Alimentum Aalborg

På en kold Decemberdag, er min kæreste og jeg taget til Aalborg på vej til en familiefødselsdag. Vi har planlagt at ankomme til byen tidligt så vi kan nå at spise en lækker frokost, men det til trods er det ikke faldet os ind at overveje hvor vi gerne vil spise den frokost på forhånd (slow clap).

Om det skyldes at hele oplandet har valgt at tage til Aalborg købe julegaver er uvist, men vist er det at det at finde et ledigt frokostbord på et interessant spisested i Aalborg med kort varsel på en lørdag, ikke er nogen let sag. Interessante steder var der nok af, men alt var booket.

I vores søgen falder vi over et sted der hedder Alimentum, navnet ringer en klokke bagerst i hovedet, men ingen af os ved hvorfor. Men hjemmesiden ser fornuftig ud, og de få anmeldelser vi kan finde er pæne, og vigtigst af alt; de har ledige borde.

Alimentum

Vi kommer ind i et lyst og indbydende lokale i rolige farver, lokalet er domineret af træ og en blanding af hvidmalede vægge og rå murstensvægge. På væggene hænger et par haveredskaber, nogle jagttrofæer og en række utroligt fine malerier af grøntsager holdt i mørke nuancer. Stilet, men roligt uden forstyrrende elementer, dog uden at være kedeligt.

En venlig tjener tager imod os og får hurtigt vist os til vores bord.

ălĭmentum -i, n. [alo]

Næring, næringsmiddel

Latinsk-dansk ordbog

Alimentum er latin og betyder næringsmiddel, som i følge ordbogen skal tolkes som en råvare, eller en usammensat madvare. Vi forstår hurtigt sammenhængen med de fine billeder på væggene.

Tjeneren fortæller os lidt om stedet og deres ideer.

Der er fokus på bæredygtighed og de gode råvarer; råvarerne skal behandles ordentligt i hele processen, og skal ikke flyttes længere end højst nødvendigt.

Økologi er selvsagt meget vigtigt dem, og så finder de helst deres varer så tæt på som muligt. Det eneste store problem er vinen der i et vist omfang bliver importeret, da der ikke findes særlig mange producenter i Danmark der laver økologisk vin i en tilfredsstillende kvalitet.

De tager deres egne principper så seriøst at de har lejet et landområde på Højgården i Mou lidt udenfor Aalborg hvor de får de fleste deres grøntsager fra, og de har da også et erklæret mål om at ville være selvforsynende.

De ting de ikke får fra gården får de fra andre i lokalområdet, lokale jægere eller deres faste fisker Brian.

Frokostmenuen

Det bæredygtige fokus afspejler sig også i menuen. Deres kompromisløse tilgang til råvarernes beskaffenhed betyder også at ikke altid kan forudsige hvad der vil være af tilgængelige råvarer, og i stedet for at printe nye menuer hver dag er menuen opdelt i overordnede temaer i stedet for konkrete retter.

Frokostkortet består af fem retter, og man kan vælge det antal man har lyst til ud fra menuen der byder på:

Lune grøntsager fra Højgården

Fisk fra Brian

Kød fra Nordjylland

Ost fra Thise

En sød dessert

Trods det ordknappe menukort er man dog ikke efterladt til sig selv. Tjenerne kender dagens menu og er meget behjælpelige med hvad de enkelte retter består af på den pågældende dag.

Vi vælger 3 retter hver; vi starter begge med grøntsager efterfulgt fisk, og jeg slutter af med osten mens min kæreste går i det søde dessertkøkken.

Velkomstbrød på Restaurant Alimentum Aalborg

Kort efter at vi har aftalt vores bestilling med tjeneren er han tilbage igen med brød.

Man kan ofte dømme et sted allerede på deres brød. Kedeligt brød betyder ofte et mangel på fokus på detaljen, hvilket kan afspejle sig i resten af maden. Det er ikke der vi er hos Alimentum.

Brødet hos Alimentum er hjemmebagt. Det er bagt på 3 slags hvede; manitoba, durum og en jeg ikke kan huske, desuden ristet majsmel som også findes på ydersiden af brødet. Brødet er selvfølgelig lavet med surdej, god tid og masser af kærlighed.

Tjeneren nævnte ikke kærligheden, det er min eget uprofessionelle vurdering.

Selv smørret er valgt med omhu; her er tale om kærnet smør fra Ingstrup Mejeri, en let syrlig smør, tilpas saltet og en god mælkesmag.

Brødet er super smagfuldt, med en god let svampet krumme og en sprød skorpe. Sammen med det fede, syrligt-salte smør har vi svært ved at holde fingrene fra det. Tjeneren øjner heldigvis vores entusiasme og er sød nok til at sørge for en sending mere.

Vi er imponerede, og vi har ikke engang fået den første ret serveret.

Tjenerens to anbefalinger af vine til de første retter

Vi havde spurgt tjeneren hvad vi burde drikke til de første to retter. Vi fik hurtigt sporet os ind på at det skulle være noget hvidvin og han kom med et par gode forslag.

Min kæreste blev lokket af en Riesel, en drue forædlet fra den klassiske riesling, i en frisk frugtig vin med noter af stenfrugt.

Jeg blev selv forført at beskrivelsen af wild thing; en spontangæret hvidvin på solarisdruen, der har ligget på egefade. Udover det frugtige og parfumerede fra druen gav spontangæringen en god syre og funk á la en god lambic.

Begge vine var fra Guldbæk Vingård i Himmerland der dyrker og laver vin efter de økologiske principper.

Lune grøntsager fra Højgården

Jordskokker i forskellig tilberedning på Restaurant Alimentum Aalborg

Så starter det egentlige måltid. Til forret valgte vi begge to de lune grøntsager fra Højgården. Grøntsager er måske så meget sagt, da der kun var en enkelt; de elskelige jordskokker.

Med den gode rene råvare som udgangspunkt viser køkkent hvad jordskokker kan bruges til.Jordskokkerne var repræsenteret i tre forskellige udgaver; syltede, purerede og som skum.

De purerede lå nederst i serveringen som en en blød, sød, nøddeagtig bund. Ovenpå lå de syrligsøde syltede jordskokker med det karakteristiske let gummiagtige bid jordskokker får. Øverst lå en pude af let bittert jordskokkeskum. Nogle nødder og lidt maltjord gav retten det nødvendige crunch og et ekstra skud salt og umami.

Det var en rimelig simpelt ret, med en simpel rodfrugt i centrum, men tilberedt og anrettet så den tilfredsstillede smagsløgene på alle parametre. Det blev hurtigt tydeligt at kokken kendte sine råvarer, og at talen om at have den gode råvare i centrum og løfte den på ingen måde bare var snak.

Begge vine havde friskhed og syre der skar godt igennem rettens lidt fede smage og bløde teksturer. To gode matches.

Fisk fra Brian

Ristet pighvar med fennikel hos Alimentum i Aalborg

Næste servering, der fungerede som vores hovedret, var dagens fisk fra husets fisker Brian. Som i første ret var der fokus på en hovedingrediens, der skulle løftes, i dette tilfælde var rettens stjerne: pighvar, havets konge.

Serveringen bestod af et saftigt stykke ristet pighvar, serveret på en sauce lavet på pighvarrens skrog og vild kamille. Saucen var dryppet med en creme lavet af pighvarrogn og retten var toppen med fennikel blancheret i smør.

Pighvar er altid lækkert, og den ristede pighvar kunne serveres på rigtig mange måder og være et lækkert måltid, men det er ikke nok hvis man er Alimentum og vil leve sit dogme om bæredygtighed. Pighvarren er et levende væsen, og det er ikke fair at slå den ihjel bare for at skære en filet og smide resten ud. Det hele skal bruges, og det blev det. Kød, skrog, rogn. Det hele.

Den kødfulde fisk var lækkert saftig, med god umami i kødet. Saucen tilføjede sødme, men det der virkelig trak opmærksomhed var cremen på pighvarrogn. Den var super smagfuld og gav en syre der løftede resten af retten på en måde der gjorde at man sad og ledte efter de sørgelige rester for at få det hele med. Her satte vi lidt ekstra pris på at have fået det ekstra brød ind.

Vi kunne dog godt have brugt lidt mere af cremen, for sauce og fisk i sig selv blev lidt meget i de fede og salte smage, og hvis ikke vi havde de friske vine til at bryde med det havde det været lidt overvældende.

Ost fra Thise

Ost serveret som en håndmad på Restaurant Alimentum Aalborg

Oste kan blive serveret på mange måder;

En servering med få udvalgte oste?

En ostetallerken der når rundt om alverdens ostetyper?

En mobil ostemontre hvor man selv kan vælge sine oste?

Hver stil har sin charme, men ingen af dem passer rigtigt til Alimentum. Alimentum er simpelt. Få, velvalgte ingredienser med et klart fokus. Sådan er deres osteservering også. De serverer en ostemad. Et stykke smurt ristet brød, med ost ovenpå. For at understrege det dogmatiske fokus bliver ostemaden serveret uden bestik, det er meningen den skal spises med fingrene. Det er jo bare en ostemad, ikke en fancy osteanretning.

Men som de allerede har bevist igennem tre serveringer betyder simpelt ikke kedeligt, tværtimod. Brødet var lækkert. Men det har jeg vistnok været inde på. Men seriøst; det var lækkert!

Ovenpå det ristede surdejs hvedebrød lå der et kæmpe lag fintrevet Thybo ost fra Thise Mejeri, en god let saltet fast ost med en smule sødme og god fylde. Serveringen gav indtryk af at osten skulle fungere som en dansk pendant til parmesanosten, hvilket måske ikke er helt forkert når den bliver serveret på den her måde. Som et Alimentum islæt var brødet smurt med en lækker blød honning der gav et sødligt og let krydret touch.

Hvis man er til det søde køkken vil det være en rigtig god mellemret til at binde det salte køkken sammen med det søde dessertkøkken, men for mig var det bare en super lækker afslutning.

Bobler og lidt sødt til desserten på Restaurant Alimentum Aalborg

Jeg ville gerne holde mig til de danske dråber, så til min ostemad fik jeg anbefalet en Kvasir æblebrændevin fra Horn Cider der både havde sødme fra både honning og æbler, varme fra alkoholen syre fra æblerne og en kompleksitet fra den lange lagring på egetræsfade. Det var en virkelig lækker vin, og med både sødme og syre kunne den både supplere ostemaden samtidig med at den kunne skære igennem fedmen fra de store mængder ost. Endnu et virkelig godt match.

Min kæreste fik en kartoffelis som hun var meget glad for, sammen med et glas mousserende riesling fra Forster i Tyskland. Lige der var hun en meget glad dame.

Restaurant Alimentum i Aalborg - Den endelige dom

Som Københavnresiderende Levemand er det svært at følge med i alt hvad der foregår i resten af landet, pga. alt det der foregår i egen andedam. Men det er synd, for det betyder at man kan misse nogen perler der kan gøre det endnu mere interessant at udforske det smukke land man nu engang bor i.

Men man kan jo være heldig.

Vi følte os i hvert fald heldige da vi faldt over Alimentum.

Indrømmet, vi havde ikke planlagt efter at skulle lægge 500kr per person for en frokost, men vi var begge to glade for at have gjort det, og det var pengene værd.

Vi følte os velkomne allerede fra vi trådte ind af døren. Tjeneren der tog imod os var venlig og hjælpsom og var tydeligvis klar til at tage hånd om hele vores besøg.

Maden var lækker hele vejen igennem, fra brødet der indledte måltidet og til sidste ret var spist, og anbefalingerne til drikkevarerne sad lige i skabet. De vidste helt klart hvad de lavede.

Det er tydeligt at de ved hvad de vil hos Alimentum i Aalborg. Der er fokus på det simple med en stor respekt for de råvarer man arbejder med. Der går en klar linje fra koncept gennem indretning, menu og direkte til det der bliver serveret.

Den nordiske indretning med lyse vægge, simple rå møbler og afdæmpet udsmykning indeholder ingen dikkedarer, alt er der af en grund. Samme udtryk går over i maden; hver ret har et klart formål, typisk at fremhæve en eller få ingredienser. Der bliver ikke serveret på dynger af sten, druknet i brøndkarse eller hvad der nu er moderne den dag. Tallerkenen er forbeholdt maden.

Der er ikke så meget pis, udover det vi tager på hinanden; for selvom der er skåret ind til benet er det ikke en kedelig ørkenvandring. Tjenerne er imødekommende og hjertelige, og det er tydeligt at de er der for at give de besøgende et behageligt besøg. Det skal ikke være højtideligt, og det er ok at fortælle en joke, eller at sige at en vin måske smager lidt af asfalt, hvis det er det den gør, selvom nogen sikkert vil finde det faux pas.

Hvis det ikke skal være rosenrødt det hele kunne jeg måske godt tænke mig at der skete lidt mere på tallerkenen. Der var god velsmag og masser af kærlighed hele vejen rundt, men jeg kunne godt savne at man prøver at presse grænsen lidt. De ved hvad de laver i køkkenet, så jeg er sikker på at køkkenet vil kunne bære det hvis de tør kaste sig ud i det.

Alt i alt var det en super god oplevelse. Det blev vores sidste chance for at tage ud og spise inden den store coronalukning i 2020, og vi er glade for at vi endte hos Alimentum i Aalborg, der får en karakter på 5 ud af 6 flotte ølglas med herfra.

Danish Beer Blog Awards 2020 - Årets Danske Bryggeri
Der er efterhånden mange bryggerier i det ganske land, og nye bryggerier åbner konstant, mens gamle lukker. Det er umuligt at holde styr på alt hvad der foregår, men nogen gange dukker nogen bryggerier op som bare gør et større indtryk end alle de andre.

Især i disse Coronatider er de danske bryggerier under pres, og det gør det bestemt ikke lettere at være hverken et lille, og især ikke et nyt bryggeri. Så dem der virkelig skiller sig ud er værd at støtte.

De nominerede er

Penyllan

Slowburn Brewing Coop

Bad Seed Brewing

Penyllan

Tidligere på ugen pegede jeg på Penyllan Roxy som årets øloplevelse. Jeg har drukket flere af bryggeriets øl i løbet af året, og hver og en har været en oplevelse. Her er intet grundsortiment af enslydende IPA’er der kun adskiller sig af en mindre udskiftning af humletypen, og ingen tungebrændende humlejuice; øllen skal rykke noget og gøre et indtryk, ellers kommer det ikke ud.

Penyllan betyder altså garanti for nye oplevelser du ikke finder magen til andre steder.

Slowburn Brewing Coop

Slowburn Brewing Coop åbnede sidste sommer deres bryggeri i Hvidovre. De havde altså ikke mere end et halvt år på bagen før Corona ramte og vendte op og ned på hele verden. Det må have været en hård start, men det til trods kæmper de videre. Udvalget er ikke bredt, men det de sender ud er godt. Virkelig godt.

Bad Seed Brewing

Bad Seed Brewing har efterhånden nogle år på bagen, men efter de er flyttet ud af Ølkollektivet og har fået deres eget bryggeri lidt udenfor Aalborg virker det som om at der er kommet mere fart på.

Jeg besøgte bryggeriet som en del af årets sommerferie (det kommer der forhåbentlig mere om, når jeg får taget mig sammen), hvor de søde mennesker tog imod og gav os en fin rundvisning på det nye bryggeri, og vi fik en god snak om bryggeriets historie og hvor de er på vej hen.

De leverer en fin palet af lækre øl af forskellige typer, hvor især deres Neu Pilsner og deres Good Morning Vietnam er nogen jeg tænker tilbage på med glæde.

Og vinderen er…

Corona rammer alle hårdt, især de små virksomheder. Derfor må det være ekstra svært at være et nystartet bryggeri der stadig kæmper med at slå sit navn fast. Men der er jo ingen der gider have en medlidenhedssejr. Der skal mere til.

Udvalget er småt, men det er fordi de virkelig fokuserer på at forfine og perfektionere det de laver, før de fokuserer på at udvide sortimentet. Min nominering til årets bryggeri går til Slowburn Brewing Coop, hovedsageligt fordi at alt hvad jeg har oplevet derfra har været af højeste klasse, og når noget så simpelt som en pilsner har gjort så stort et indtryk at jeg har lyst til at nominere den som årets øloplevelse, så er det fordi jeg er virkelig imponeret.

Udover at levere virkelig lækre øl har Slowburn også givet sig selv det benspænd at de vil være (Danmarks første?) ølkooperativ, altså et bryggeri ejet af dem der arbejder der. God øl opstår ikke af sig selv, det kræver hårdt arbejde, og det har man indset hos Slowburn, der samtidig har bundet sig selv til kun at ansætte folk der virkelig vil bryggeriet. Det er i min verden en innovativ tankegang, når de så samtidig er noget nær en garanti for fantastisk øl, så er jeg one happy blogger!

Danish Beer Blog Awards 2020 - Årets Ølbar
Næste kategori i dette års Danish Beer Blog Awards er Årets Ølbar.

Grundet Corona har jeg brugt mindre tid på ølbarer end i de foregående år (nogen vil hævde at det måske er meget godt, dem skal du ikke høre på), og også besøgt færre ølbarer end jeg nok ellers ville have gjort, men nogen nye steder har jeg da oplevet. Nogen af dem har efterladt dybere indtryk end andre.

De nominerede

Amager Bryghus Taproom Nørreport

Munkebo Bryghus - Odense Havn

Kompasset Ølbar

Amager Bryghus Taproom Nørreport

Jeg har et tidligere år peget på Amager Bryghus som mit bud på årets danske bryggeri, og i mine øjne er de stadig garant for gode øl; især når det handler om det meget mørke og tunge, eller det meget bitre synes jeg aldrig at man går galt i byen. Derfor blev jeg da også glad da de valgte at åbne en ølbar hvor man altid ville kunne købe deres øl, og så især et sted hvor jeg uden større besvær ville kunne finde hjem fra, selv efter både et par af de meget bitre og de meget tunge øl.

Udvalget på Amager Bryghus Taproom Nørreport er altid godt, og de fleste tendere er super søde og hjælpesomme. Desuden har jeg aldrig oplevet at øllet på hanerne er andet end helt frisktappet og lækkert. Det kan man desværre ikke sige om alle ølbarer i København.

Munkebo Bryghus - Odense Havn

I sommers blev en del af ferien brugt på en tur rundt i det danske sommerland, og vi brugte bl.a. et par dage i altid hyggelige Odense. Jeg havde hørt at Munkebo Bryghus havde åbnet et sted på havnen, og det lød som en god mulighed for at se en del af byen jeg aldrig har besøgt før.

Der er tale om et hyggeligt hænge-ud-sted, med venligt og hjælpsomme bartendere, og en fin udsigt over Odense Havn. Stedet ligger i hvad der virker som en lidt død lomme af havnen, hvor gammel industri ligeså stille er ved at blive overtaget af virksomheder der kan trække folk til området igen og give det nyt liv.

Udover en god bar, virker det som om at deres blotte tilstedeværelse hjælper med at give nyt liv til en del af Odense der har stort potentiale hvis folk bare får en grund til at tage derud. Desuden har de løbende besøg af andre madiværksættere der kan sætte deres madboder op og servere mad til barens gæster. Det er altså på en gang en god bar, et projekt der gør byen endnu hyggeligere, samt en god støtte for andre madiværksættere. Alt i alt et meget prisværdigt projekt.

Kompasset Ølbar

Kompasset Ølbar ligger på Østerbro, som i den grad har trængt til en god ølbar. Den ligger på Østerbrogade, der ellers mest er en transportvej hvor man normalt ikke har lyst til at stoppe op, og den ligger på ydersiden af Jagtvej, hvilket er langt nok ude til at man normalt ikke kommer der med mindre man har et andet ærinde. Lokationsmæssigt har de i min optik mange ting imod sig, men de bringer samtidig noget nyt til et område der har trængt til noget interessant at komme efter.

Øllene er gode, og personalet, især ejeren, er super søde og imødekommende. De har øl fra alle de danske bryggerier man vil forvente at møde på Københavns ølbarer, men har desuden ofte en række øl jeg ikke render ind i andre steder, hverken på de barer eller i de butikker hvor jeg normalt kommer.

Og vinderen er…

Udefra ser det ikke ud af meget. Indenfor møder man en hyggelig stemning på et sted der minder om en blanding af en ølbar og et gammelt værtshus. Stedet ser generelt ikke ud af meget, men går man derind kan man ikke undgå at mærke den gode stemning der altid er på stedet. Jeg ved ikke hvordan de gør det, men stemningen er bare altid lidt hyggeligere end alle andre steder, og derfor er mit bud på årets ølbar: Kompasset Ølbar på Østerbro, København.

Udover at være garant for en god stemning og rart personale, kan man altid finde noget interessant at drikke. Køleskabet er fyldt med en blanding af sikre klassikere som f.eks Dry & Bitter, og mere esoteriske brands der sikrer at man altid kan opleve noget nyt. De har fokus på østeuropæiske øl fra især Polen, hvilket gør at man kan opleve ting man normalt ikke finder på andre ølbarer i byen.

Udover det gode øl har de meget fokus på deres events, især deres pub quiz er meget velbesøgt, og det ligger så dybt i dem at de insisterer på at fortsætte det på trods af Coronalukninger, så selvom stedet i øjeblikket er tvunget lukket fortsætter quizen på Facebook.

Stedet giver liv til et område af byen hvor der normalt ikke er meget at komme efter og de gør en stor indsats for deres lokalområde. Det, sammen med den gode stemning og de spændende øl gør Kompasset Ølbar til min nominering til årets ølbar.

Danish Beer Blog Awards 2020 - Årets Øloplevelse
Det er endnu engang blevet tid til ølbloggernes årlige fejring af alt det bedste der er sket i det forgange ølår.

Normalt vil årets øloplevelse handle om et større eller mindre arrangement ude i det danske ølland, men da året har skortet lidt på arrangementer (tak, Corona) har jeg valgt at bruge kategorien til at udpege den bedste oplevelse jeg har haft med en øl i år; man kunne være så frimodig at kalde det årets øl.

De nominerede

Der er løbet meget øl i åen i årets løb, meget af det var godt, noget af det vil jeg helst bare glemme, men dem der har gjort størst (positivt) indtryk på mig har været:

Penyllan - Roxy

Mikkeller Baghaven - Stella 2020 (Chantarelle)

Slowburn - Octopils

Penyllan - Roxy

Penyllan Roxy er en old ale der er efterlagret på bourbonfade, hvorefter den er blended med en syrlig barleywine. En mørk kraftig sag, det første indtryk er en bourbonlagret old ale, men den lever videre og viser sig som en kompleks sag, der afslører nye sider af sig selv for hver tår.

Mikkeller Baghaven - Stella 2020

Mikkeller Baghaven Stella er i 2020-udgaven en dansk wild ale/farmhouse med kantarelsvampe. Øllen har en lækker syre der spiller op mod smagen af stenfrugt, og en spændende kompleksitet sørger for at øllen hele tiden byder på nye indtryk.

Slowburn Octopils

Slowburn Octopils skiller sig ret meget ud fra resten af feltet. Hvor de to andre er komplekse og lagrede er Octopils det modsatte, simpel, og helst serveret helt frisk og ung. Der er tale om en italiensk inspireret pilsner, og hvor de to andre kandidater er komplekse og i konstant udvikling har Octopils fokus på det simple og forfriskende. Det er sjældent at en pilsner får mig op og ringe, men i lige det her tilfælde går det simple og det sprøde op i en højere enhed, og med den let perlende bitterhed er der tale om en lækker opfrisker. Som med italiensk mad brillerer den virkelig med sin simplicitet og klare fokus.

Og vinderen er…

Der er tale om tre øl der virkelig har gjort et indtryk på mig i løbet af året, men der er ingen tvivl om at den der er sværest at glemme, og derfor mit bud på årets bedste øl, er Penyllan Roxy!

Penyllan Roxy - Årets øloplevelse 2020

Jeg nød mit eksemplar på en klar sommeraften, ude i naturen sammen med gode venner. Luften var en smule kølig, og den lidt tunge øl gav en god varme. Det er en god deleøl der løftede stemningen til et højere niveau.

Podcasts om øl, mad og sundhed
Der er mange steder og måder til at lære mere om mad, øl og sundhed på internettet. En af dem jeg selv bruger meget at lytte til nogen af de mange gode podcasts der findes derude. Nogen er saglige, nogen har en holdning, nogen er bare underholdende, nogen kan det hele.

Jeg har prøvet at samle nogen af de mad- og drikkerelaterede podcasts som jeg selv ynder at lytte til, både som underholdning, for inspiration og nogen gange også for at lære noget.

Bearnaise er Dyrenes Konge

I Bearnaise er Dyrenes Konge tager forfatter og anmelder Martin Kongstad landet, og Rom, rundt og besøger restauranter, hver gang med en ny gæst, typisk en form for kulturpersonlighed.

Under middagen interviewer Martin Kongstad sin gæst om deres liv og levned, og i løbet af interviewet kommer det løbende små indslag hvor skuespiller Claes Bang læser op af Martin Kongstads endelige anmeldelse af restauranten han og hans gæst spiser på.

Ind imellem kommer der specialafsnit som reportager fra den årlige uddeling af Michelinstjerner, Bocuse d’Or eller Martins eget årlige tilbageblik på året der er gået, og nominering af de bedste retter han har spist i det forgangne år.

Anbefalelsesværdige afsnit

Bo Bech opfinder en ny ret afsnit 1 og afsnit 2

Digter Maja Petrea Fox

Digterkokken Chano fra Guldkroen

Kok og Kok Imellem

Kok og Kok Imellem er Thomas Rode Andersens Coronaprojekt. Han har valgt at bruge tiden under Corona på at interviewe en række af sine kokkekolleger og andre personligheder i restaurationsbranchen nu hvor de alligevel har siddet isoleret derhjemme og endelig har tid til at sidde stille i lang nok tid af gangen.

Hvert afsnit består af et interview. De kommer selvfølgelig ind på de typiske baggrundshistorier hvor de snakker om hvordan interviewpersonen endte i madverdenen, men det går også dybere med diskussioner om restaurationsbranchens tilstand, indvirkning og ansvar for omverdenen.

Anbefalelsesværdige afsnit

Jakob Mielcke

Nadine Levy Redzepi

Lærke Kløvedahl

Ølpodden

Ølpodden er et podcast hvor beertender Peter Hagelund går i ølskole hos foredragsholder, ølbogsforfatter, tv-vært og Ridder af Den Gyldne Krone (true story), Carsten Berthelsen.

I hvert afsnit har værterne udvalgt en øltype, og Peter fungerer som eleven der stiller lærer Carsten alle de gode spørgsmål, og Carsten fører Peter og os andre igennem den valgte øltypes historie og ophav, og fortæller røverhistorier i bedste Carsten Berthelsen stil.

Udover ølhistorie(r) smager Peter og Carsten selvfølgelig også nogle mere eller mindre velvalgte eksempler på den øltype de snakker om i afsnittet, og snakker om både forventede og reelle duft- og smagsindtryk.

Anbefalelsesværdige afsnit

Kellerbier

Geuze

Eksperimentalbryg fra Jacobsen

Det sidste måltid

I Det Sidste Måltid inviterer journalist og madanmelder Lærke Kløvedal og stiller det store spørgsmål:

“Hvordan skulle din nekrolog lyde, hvis du selv kunne skrive den?”

Spørgsmålet leder naturligvis til store diskussioner om livet, døden og hvad det i virkeligheden er der betyder noget i det store hele.

Inden interviewet har interviewpersonen fortalt hvad han eller hun ville vælge som sit sidste måltid, og det valgte måltid serveres og diskuteres løbende under interviewet.

Anbefalelsesværdige afsnit

Hella Joof

Simon Jul

Mads Brügger

Til Bords med Ole Troelsø

Til Bords med Ole Troelsø er Børsens Gastronomidirektør podcast hvor han anmelder restauranter, snakker med fødevarerproducenter og interviewer kokke og andre madpersonligheder.

Anbefalelsesværdige afsnit

Fænomenet Wassim Hallal

Superkokken og badehotellet

Blindsmagning med Danmarks første Master of Wine

Good Food

Good Food er et amerikansk podcast om mad, drikke, råvarer og restauranter, med kok og restaurantejer Evan Kleiman som vært. Det er lavet som et radioprogram på en lokalradio i Los Angeles, og restaurantdelen er meget LA-centreret, men mange af restauranternes dilemmaer som Corona rammer hele verden. De har desuden et fast segment hvor de snakker med leverandører på de lokale fødevaremarkeder om de råvarer de sælger som giver interessant viden om et udbud af råvarer der når langt udover hvad man finder i et normalt supermarked.

Anbefalelsesværdige afsnit

Cajun cooking, tacos, salmon

Whole hog barbecue, grilling, summer vegetables

Seeds, soil science, flavors of wood, untamed food

Home Cooking

I Home Cooking er Samin Nosrat (kok og forfatter til den fantastiske bog Salt, Fat, Acid, Heat) og Hrishikesh Hirway (musiker og podcaster) blevet sendt i Coronakarantæne derhjemme. De mødes online og snakker om Samins Coronamadprojekter og Samin svarer på Hrishikesh spørgsmål om mad og madlavning. De tager desuden imod spørgsmål fra lytterne relateret til madlavning.

Det er et hyggeligt podcast hvor to gode venner snakker om mad, og Samin giver en masse gode tips og idéer til madlavningsprojekter og forslag til lytternes ofte ret langt ude spørgsmål. Det hele serveres på en underholdende facon, og madlavningstipsene er præsenteres på en meget begyndervenlig og Saminagtig måde.

Advarsel: Here be puns a’plenty!

Anbefalelsesværdige afsnit

Bean There, Done That

Gettin’ Jalapeño Business

Old Bay Leaves, New Bae Arrives

Hvor vi spiser

Hvor vi spiser er madformidler Lars Bjerregaards hvor han tager ud og spiser og drikker vin med folk der ved noget om, og har en holdning til mad og restaurationsbranchen eller til måltidet som koncept.

Podcastet virker desværre til at være døet ud, men der ligger meget godt indhold og venter på at man dykker ned i det.

Anbefalelsesværdige afsnit

Madhistoriker Svend Overgaard fortæller om måltidets ritualer

Gæst Christian Puglisi – kok, bondemand eller aktivist?

Kok Kamilla Seidler er gået til kamp for ligestilling i verdens køkkener

Smagslågen

Smagslågen er et nyt podcast fra Hotel- og Restaurantskolen hvor værter og gastrofysikere Johanne Hvelplund fra Hotel- og Restaurantskolen og Louise Beck Brønnum fra Københavns universitet vil snakke om fødevarekemi, madkultur og sensorik.

Der er tale om et helt nystartet podcast så det bliver spændende at se hvad det kommer til at udvikle sig til, men jeg vil nævne at jeg allerede efter første afsnit, hvor de snakker om fermentering af rødkål, selv var i køkkenet og eksperimentere. Med god success, hvis jeg selv skal sige det (og hvem skulle ellers).

Anbefalelsesværdige afsnit

Der er ikke kommet mere end 3 afsnit, plus en “trailer”-episode, så det er bare at springe ud i det fra starten. Man skal dog lige kunne abstrahere fra at de har valgt at kalde afsnittene hhv. 1., 2. og 3. advent.

Detox Din Hjerne

Detox Din Hjerne er ikke et egentligt madpodcast, men mere et sundhedspodcast hvor sundhedsdebattør Morten Elsøe og vanecoach Anne Gaardmand snakker om, og afliver en masse af de myter der opstår og florerer omkring alverdens kure og diæter.

Man skal ikke interessere sig særlig meget for mad eller sundhed før man uundgåeligt vil falde over diverse kure og diæter, samt folk der prøver at sælge dig den ultimative vej til sundhed. I Detox Din Hjerne bliver en række af de mest populære kure og diæter gennemgået fra et videnskabeligt ernærings- og sundhedsmæssigt synspunkt. Der bliver desuden snakket en masse om gode og dårlige vaner, og hvordan man selv får et sundere forhold til hvad man indtager, og mindst lige så vigtigt, hvordan man lærer sine børn at have et sundt forhold til hvad de indtager.

Anbefalelsesværdige afsnit

Smørkaffe, aktivt kul og crossfit: sundt eller sindssygt?

Grillhygge, isvafler og rosé. En sommerguide til balancen mellem at “give slip” og “gå glip”.

Hvordan diætkulturen ødelagde grøntsager (og hvordan du får lysten tilbage)

Café Lindevang
Adresse: Sløjfen 6, 2000 Frederiksberg

Café Lindevang er en lille tidslomme fanget i et lille undseeligt hjørne på Frederiksberg.

Stedet åbnede som et lokalt værtshus, de lokales anden stue, i 1938 og udover et par udskiftninger i ejerskab og personale er den største forandring siden åbningen nok at der er tilføjet et køkken, med et menukort der ændrer sig lige så langsomt som resten af stedet. De serverer stadig mange af de klassiske danske retter som altid har været på kortet, men kortet gennemgik noget nær en revolution da der blev tilføjet smørrebrød. Betjeningen er ligeledes af den gamle skole; bestemt, men godmodig og høflig, og altid klar med en joke. Eller en lettere fornærmelse hvis de fornemmer at gæsten vil finde det morsomt.

Der er altså på alle måder taler om et klassisk sted hvilket giver en ro og en hygge få steder kan præstere.

Steder kom desuden med nogle pæne ord fra et par venner der har besøgt stedet, men mange af kommentarerne stak i retning af “dem jeg havde med derned var meget imponeret over hvor meget mad man fik”, hvilket burde ringe en alarmklokke. Men mere om det senere.

En imponerende varm forårsdag begiver jeg mig, sammen med to smørrebrødssultne venner, mod Frederiksberg, og mod Lindevangen.

Vi bliver modtaget af en høflig tjener der viser os til vores ventende bord. Da vi har forudbestilt menuen, Cafe Lindevangs Luksus kolde bord, er det eneste vi skal tage stilling til hvad vi vil have af øl og snaps til. Ølkortet består af et lille blandet udvalg fra Carlsbergs sortiment, hvilket vil sige ikke noget synderligt interessant. Snapsekortet har lidt mere på sig, og efter et par hurtige råd og anbefalinger fra den vidende tjener får vi bestilt noget der lyder interessant.

Café Lindevangs fisk

Første servering af menuen var fisken bestående af 5 slags sild; marinerede, krydder-, karry-, christiansøpigens og stegte, foruden rejer og laks. En overvældende omgang, men skal jo smage på det hele. Laksen var lækker, fed og smagfuld, en fin start. Sildene svingede noget mere i kvalitet. Karrysilden var lækker, dressingen havde en god smag, men var meget fed så det nærmest blev lidt kvalmt og manglede noget syrligt til at modstå fedmen. Den klare favorit var christiansøpigens hvor den lækre fede sild lå i en syrlig og smagfuld lage.

Allerede efter første anretning var vi lidt overvældede af mængden og jeg blev mindet om alarmklokken fra min vens kommentar tidligere om mængden af mad.

Café Lindevangs varme retter

Anden servering bestod af menuens lune retter hvilket som oftest i smørrebrødssammenhænge betyder masser af svin, en smule ko og lidt kylling ved siden af. Sådan er det også hos Café Lindevang.

De varme retter bestod af:

Roastbeef med kartoffelsalat

Frikadeller med rødkål

Ribbenssteg

Mørbradbøf

Hønsesalat

Igen følte man sig overvældet allerede da fadet ankom. Der var ihvertfald ingen fare for at gå sulten fra bordet. Som frygtet var der dog mere fokus på mængden end på det egentlige indhold. Mørbraden var ok, men samtidig det meste interessante på fadet. Ribbensstegen var tør, frikadellerne endnu tørrere, hønsesalaten blev overdøvet at fedmen i dressingen og roastbeefen, ja, den var der ligesom bare.

På trods af at vi levnede en del var vi alle tre ved at flække efter at have smagt os igennem de utroligt mange retter. At så mange af retterne havde været tunge, tørre og fede gjorde bare at det hele virkede endnu voldsommere. Da vi hørte at osten var en brie, hvilket oftest betyder ligegyldig, valgte vi at smide håndklædet i ringen inden den sidste servering.

Café Lindevang - Den endelige dom

Café Lindevang er et rigtigt hyggeligt sted. Stedet emmer af historie, betjeningen er rar og passer perfekt til stedet og stemningen er rigtig god, uden at det forhindrer samtale over bordet. Jeg ville virkelig gerne kunne holde af stedet. Maden vi fik serveret gjorde det bare svært. Der var et klart fokus på at servere enorme mængder, og det virkede som om at det kunne være ligegyldigt hvad det var mængder af.

Klassisk smørrebrød er normalt meget præget af fed mad, men selv det var lige taget en tand op her. Hvis ens mål er at foræde sig og trille fra stedet er Café Lindevang et godt valg, men både jeg og mine medspisere ville have foretrukket markant mindre portioner og et meget større fokus på de enkelte retter. Der er helt sikkert point at hente for stedet, historien, indretningen og betjeningen, alt rundt om maden, men med den man vi blev præsenteret for, sammen med det ligegyldige øludvalg, kommer vi ikke højere end 2 ud af 6 ølglas.

Restaurant Ravelinen
Adresse: Torvegade 79, 1400 København

Hjemmeside: https://ravelinen.dk/

Bygningen hvor den nuværende Restaurant Ravelinen ligger blev opført tilbage i 1728. Bygningen blev kaldt Bomhuset og fungerede som vagthus for de vagter der bevogtede bommen der spærrede træbroen der ledte ind til den daværende Amagerport.

Vagterne i Bomhuset havde desuden til opgave at holde øje med at folk der entrerede København fra Amager huskede at betale afgifter for de varer de bragte ind til byen. Da opkrævningen af konsumptionsafgiften, som det kaldtes, ophørte i 1852 fik bygningen lov til at blive stående. Du kan læse mere om bygningen hos Christianshavns Lokalhistoriske Forening og Arkiv.

I 1942 blev bygningen lavet til en folkelig spisestue som blev navngivet efter den militærinstallation bygningen var bygget på. Restaurant Ravelinen var født.

I 1992 overtog den nuværende ejer, Preben Brink, Restaurant Ravelinen, og valgte at køre spisestedet videre. I 2016 valgte Preben at niveauet skulle hæves, og der blev indhentet nye kræft til både køkken- og tjenerholdet. Det resulterede i at Ravelinen senere samme år blev indstillet til Danske Madanmelderes fornemme pris, årets ret, i Bistrokategorien.

Restaurant Ravelinen i dag

Det originale Bomhus står stadig, og fungerer som Restaurant Ravelinens hovedbygning. Der er desuden opsat pavilloner så man kan nyde stedets have med den lækre udsigt over Christianshavns Voldanlæg det meste af året.

I sin nye udformning slår Ravelinen sig op på at følge det klassiske danske køkken, og holde et fokus på at lave tingene fra bunden af friske råvarer. Gerne danske, og gerne i sæson. Det lyder jo meget godt, men det er svært at gennemskue hvor deres grænse går i forhold til at holde det dansk og i sæson.

En dejlig dag i Maj drog jeg med min faste smørrebrødsmakker til Christianshavn for, i videnskabens navn forstås, at undersøge om Ravelinen var mere end bare en lækker udsigt.

Vi ankommer til det flotte gamle bomhus og indenfor bliver vi modtaget af en flink tjener der viser os til vores bord. Vi har fået plads på første parket, helt ud imod voldanlægget. Vi beslutter os for at satse stort og komme omkring menukortet, så vi får hurtigt bestilt Ravelinens Store Kolde Bord og et par fadøl så vi kan komme tilbage til at nyde den flotte udsigt der sjovt nok blev endnu flottere da vi fik vores første øl.

Ravelinens fisk

Efter en kort ventetid ankommer vores første servering i form af en række fiskeretter:

Marinerede sild med karrysalat

Christiansø Pigens kryddersild med creme fraiche

Stegt sild med stuvede kartofler

Fiskefilet med hjemmerørt remoulade

Koldrøget laks med urtemayonnaise

Der var god kvalitet over hele linjen. Karrysalaten gav en god skarp kontrast til den fede marinerede sild og creme fraichen tog toppen af den syrlige kryddersild.

Den stegte sild var serveret som en lille selvstændig ret med stuvede kartofler og sennep, hvilket var et fint indslag der viste at køkkenet kan andet end bare smørrebrød, uden den faldt ved siden af resten af menuen.

Fiskefileten var saftig indeni og sprød udenpå, som sådan en er bedst, og den hjemmerørte remoulade gav et godt pift. Laksen smagte, og urtemayonnaisen var et fint alternativ til den klassiske rævesovs.

Der var god kvalitet og velsmag over hele linjen, råvarerne var gode, og det var tydeligt at alle delelementer var hjemmelavede. Det hele var godt dog uden at nogen af delene stak helt af.

Den lune Ravelin

Efter en kort pause nåede vi til vores anden servering, de lune retter. De bestod af:

Hønsesalat med svampemayonnaise og peberbacon

Kalveleverpostej med ristede svampe

Ribbenssteg med agurkesalat og rødkål

Noget der, i mine øjne, virkelig definerer en smørrebrødsrestaurant er deres hønsesalat. Det er virkelig her fårene skilles fra bukkene. Hønsesalaten på Ravelinen virkede hjemmelavet, hvilket gav et klart bedre indtryk end mange andre steder vi har været. Den var klart over gennemsnittet, men desværre ikke meget mere end det. Den sprøde peberbacon var til gengæld lækker.

Kalveleverpostejen overraskede til gengæld positivt. Den var hjemmelavet og smagfuld og de ristede svampe var en lækker tilføjelse. At der var mere af den lækre peberbacon vi også fik til hønsesalaten løftede bare det hele endnu højere.

Ribbensstegen var fin, men gjorde heller ikke noget stort nummer ud af sig selv. Tilbehøret var lækkert, men desværre ikke nok til at løfte retten.

Til dessert fik vi en servering af to danske oste. Jeg fik desværre ikke fat i præcis hvilke der var tale om, men de var lækre. De var klart at foretrække til den kedelige brie mange steder spiser en af med.

Ravelinen - Den endelige dom

Ravelinen ligger i en flot og velbevaret del af Københavns histore, både hvis man ser på bygningen og på området. Christianshavns Voldanlæg er et dejligt område, og at kunne sidde og spise med udsigt udover voldandlægget er en oplevelse man bør unde sig selv. Vi så hovedsageligt bygningerne udefra, men de fremstod flotte og velbevarede og dannede en hyggelig ramme om hele oplevelsen. Pavilloner og overdækning i haven ledte dog hurtigt tankerne hen på de festtelte man stiller op i haven, og plastikindpakningen trak lidt fra den samlede oplevelse.

Betjeningen var rar, men meget travl, og kunne til tider være lidt svær at få fat i, især da vi var placeret helt nede bagerst i haven. Vi havde de klart bedste pladser i forhold til udsigten, men det kunne godt være lidt besværligt at få fat i tjenerne. Ølkortet bestod, som på de fleste frokostrestauranter, af et blandet udvalg fra Carlsbergs ølkatalog, dog med en tilføjelse af et par øl fra Krenkerup Bryghus på Lolland. Det er rart med et lidt bedre alternativ, men det bliver stadig ikke en sindsoprivende oplevelse, og som så mange gange før har man en fornemmelse af at øllen er sekundær som drikkevare, hvilket er synd. Snapsekortet var heldigvis lidt mere interessant og indeholdt, udover de obligatoriske fra Spritfabrikkerne, også et udvalg af både lokale og hjemmelavede snapse, spændende!

Maden var veltilberedt og smagte fint. Hønsesalaten var ikke super interessant, men leverpostejen kunne til gengæld lidt mere end hvad sådan nogen ofte kan. Der er dog ikke nogen af retterne der virkelig har skilt sig ud som værd at huske.

Alt i alt; fantastisk udsigt, god historie og hyggelig men dog lidt plastikagtig indretning. Ølkort der adskiller sig minimalt fra alle de andre, men et interessant snapsekort. Mad over gennemsnittet, men ikke langt. Alt i alt lander Restaurant Ravelinen på 4 flotte ølglas ud af 6 mulige.