Brewers Inc havde inviteret Frederik Hoppe, fra Hoppe.beer til at komme forbi og fortælle om bryggeriet, øllene og filosofien bag det hele.
Det var en hyggeligt og lærerig aften, hvor Frederik passioneret delte ud af sin begejstring for øl og brygning, og jeg lærte meget om Frederiks helt store passion; ølgær.
Hoppe.beer fokuserer på belgiskinspireret øl, det helt store fokus er gæren og til dels malten, mens humlen, der ellers er den helt store stjerne på ølscenen i øjeblikket, kun er med af praktiske årsager, hovedsageligt for at øge holdbarheden af øllet.
Frederik eksperimenterer meget, og forsøger altid at stresse sin gær, oftest ved at starte ud med meget mindre gær end hvad andre bryggere mener at man burde, eller ved at gære ved for høje temparaturer. Når gæren stresses bliver den stærkere (ligesom muskler) og mere hårdfør. Det giver gæren mulighed for at leve længere, og derved arbejde i længere tid. Når gæren stresses øges produktionen af estere, som er med til at give mange af de smage man ofte forbinder med belgiske øl, såsom banan, nellike og blomster.
Det var fedt at opleve en nørd der går så meget op i en lille del af ølbrygningen, som jeg ellers ikke synes jeg hører så meget om normalt.
Man kan selvfølgelig ikke snakke om øl så længe uden at blive tørstig, og der var da også sørget for at der blev serveret smagsprøver på Frederiks øl løbende.
Det første vi smagte var Go-go Blonde, en belgisk blonde på 6,8% lavet med appelsinskal og lakridsrod. Frederik fortalte at øllen desuden var gæret ca 10°C højere end hvad man burde, med den gær der var brugt. Øllen havde en lys strågul nuance, og duftede af nelliker, tør græs og kongen af danmark bolscher. I smagen havde den græs og lidt bitter lakrids der kradsede lidt på tungen når man drak den.
Efterfølgende smagte vi en Fire Nuancer af Brune, en belgisk brune, også på 6,8%, der på trods af navnet var brygget på 5 forskellige typer malt. Øllen havde nogle fine ristede noter og lidt karamel, men også nogle hints af brændt gummi, den var desuden lidt alkoholisk i smaget. Den smagte dog meget fornuftigt. Til gengæld var den ikke specielt køn, da den lyse brune øl mere lignede mudder end øl.
Den tredje øl vi smagte havde det mundrette navn Quetzalcoatl (det er en Aztekisk gud), en Saison på ca. 7%. Øllen var brygget på saisongær og tilsat sukker, samt både saft og skal fra blodappelsin. Især blodappelsinen skar igennem i duften, men smagen var heldigvis mere nuanceret. Udover blodappelsinen var der også smag af blomster, nellike, banan, og det for Saisonen så karakteristiske hint af peber.
Fjerde øl på programmet var aftenens eneste ikke belgiskinspirerede indslag, HopItUp, en mørk West Coast IPA på 7,2%. Øllen var lavet udelukkende på lyse malte, men fik sin farve fra det tilsatte muscovadosukker, og med både amarillo- og chinookhumle, var det aftenens mest humlede øl, langt det meste var dog brugt som smagshumle, så humlebitterheden skulle man, som med de andre kigge øl, kigge længe efter. Øllen havde en flot rød/brunlig farve og en duft af skovbær. I smagen skinnede det tilsatte muscovadosukker ret meget igennem, sammen med noget lakrids.
Den sidste øl var i en helt anden boldgade, man skal jo slutte på en måde der gør at man bliver husket. Her blev vi præsenteret for Lacto Love, en belgisk Wit, gæret på en blanding af champagne-, mjød-, og brettanomycesgær. Da den var færdig var den desuden tilsat store mængder jordbærsaft. I glasset fremstod øllen meget grumset, i en gylden halmfarve, når man så den kunne det såmænd ligeså godt have været en New England Pale Ale. I duften fangede jeg umodne bær, skovbund, og selvfølgelig noget funky brettkarakter. I smagen var der også den klassiske funky smag af brett, foruden jordbær og laktosesyrlighed. Det var en ret syrlig øl, men den havde en ret interessant karakter, jeg tror dog på at den blev mere populær af at blive serveret som den sidste, da den nok kunne have skræmt mange hvis det var den vi havde startet med.
Leave a comment