Restaurant Alimentum Aalborg

Restaurant Alimentum Aalborg

På en kold Decemberdag, er min kæreste og jeg taget til Aalborg på vej til en familiefødselsdag. Vi har planlagt at ankomme til byen tidligt så vi kan nå at spise en lækker frokost, men det til trods er det ikke faldet os ind at overveje hvor vi gerne vil spise den frokost på forhånd (slow clap).

Om det skyldes at hele oplandet har valgt at tage til Aalborg købe julegaver er uvist, men vist er det at det at finde et ledigt frokostbord på et interessant spisested i Aalborg med kort varsel på en lørdag, ikke er nogen let sag. Interessante steder var der nok af, men alt var booket.

I vores søgen falder vi over et sted der hedder Alimentum, navnet ringer en klokke bagerst i hovedet, men ingen af os ved hvorfor. Men hjemmesiden ser fornuftig ud, og de få anmeldelser vi kan finde er pæne, og vigtigst af alt; de har ledige borde.

Alimentum

Vi kommer ind i et lyst og indbydende lokale i rolige farver, lokalet er domineret af træ og en blanding af hvidmalede vægge og rå murstensvægge. På væggene hænger et par haveredskaber, nogle jagttrofæer og en række utroligt fine malerier af grøntsager holdt i mørke nuancer. Stilet, men roligt uden forstyrrende elementer, dog uden at være kedeligt.

En venlig tjener tager imod os og får hurtigt vist os til vores bord.

ălĭmentum -i, n. [alo]

1. Næring, næringsmiddel

Latinsk-dansk ordbog

Alimentum er latin og betyder næringsmiddel, som i følge ordbogen skal tolkes som en råvare, eller en usammensat madvare. Vi forstår hurtigt sammenhængen med de fine billeder på væggene.

Tjeneren fortæller os lidt om stedet og deres ideer.

Der er fokus på bæredygtighed og de gode råvarer; råvarerne skal behandles ordentligt i hele processen, og skal ikke flyttes længere end højst nødvendigt.

Økologi er selvsagt meget vigtigt dem, og så finder de helst deres varer så tæt på som muligt. Det eneste store problem er vinen der i et vist omfang bliver importeret, da der ikke findes særlig mange producenter i Danmark der laver økologisk vin i en tilfredsstillende kvalitet.

De tager deres egne principper så seriøst at de har lejet et landområde på Højgården i Mou lidt udenfor Aalborg hvor de får de fleste deres grøntsager fra, og de har da også et erklæret mål om at ville være selvforsynende.

De ting de ikke får fra gården får de fra andre i lokalområdet, lokale jægere eller deres faste fisker Brian.

Frokostmenuen

Det bæredygtige fokus afspejler sig også i menuen. Deres kompromisløse tilgang til råvarernes beskaffenhed betyder også at ikke altid kan forudsige hvad der vil være af tilgængelige råvarer, og i stedet for at printe nye menuer hver dag er menuen opdelt i overordnede temaer i stedet for konkrete retter.

Frokostkortet består af fem retter, og man kan vælge det antal man har lyst til ud fra menuen der byder på:

  • Lune grøntsager fra Højgården
  • Fisk fra Brian
  • Kød fra Nordjylland
  • Ost fra Thise
  • En sød dessert

Trods det ordknappe menukort er man dog ikke efterladt til sig selv. Tjenerne kender dagens menu og er meget behjælpelige med hvad de enkelte retter består af på den pågældende dag.

Vi vælger 3 retter hver; vi starter begge med grøntsager efterfulgt fisk, og jeg slutter af med osten mens min kæreste går i det søde dessertkøkken.

Velkomstbrød på Restaurant Alimentum Aalborg
Velkomstbrød på Restaurant Alimentum Aalborg

Kort efter at vi har aftalt vores bestilling med tjeneren er han tilbage igen med brød.

Man kan ofte dømme et sted allerede på deres brød. Kedeligt brød betyder ofte et mangel på fokus på detaljen, hvilket kan afspejle sig i resten af maden. Det er ikke der vi er hos Alimentum.

Brødet hos Alimentum er hjemmebagt. Det er bagt på 3 slags hvede; manitoba, durum og en jeg ikke kan huske, desuden ristet majsmel som også findes på ydersiden af brødet. Brødet er selvfølgelig lavet med surdej, god tid og masser af kærlighed.

Tjeneren nævnte ikke kærligheden, det er min eget uprofessionelle vurdering.

Selv smørret er valgt med omhu; her er tale om kærnet smør fra Ingstrup Mejeri, en let syrlig smør, tilpas saltet og en god mælkesmag.

Brødet er super smagfuldt, med en god let svampet krumme og en sprød skorpe. Sammen med det fede, syrligt-salte smør har vi svært ved at holde fingrene fra det. Tjeneren øjner heldigvis vores entusiasme og er sød nok til at sørge for en sending mere.

Vi er imponerede, og vi har ikke engang fået den første ret serveret.

Tjenerens to anbefalinger af vine til de første retter

Vi havde spurgt tjeneren hvad vi burde drikke til de første to retter. Vi fik hurtigt sporet os ind på at det skulle være noget hvidvin og han kom med et par gode forslag.

Min kæreste blev lokket af en Riesel, en drue forædlet fra den klassiske riesling, i en frisk frugtig vin med noter af stenfrugt.

Jeg blev selv forført at beskrivelsen af wild thing; en spontangæret hvidvin på solarisdruen, der har ligget på egefade. Udover det frugtige og parfumerede fra druen gav spontangæringen en god syre og funk á la en god lambic.

Begge vine var fra Guldbæk Vingård i Himmerland der dyrker og laver vin efter de økologiske principper.

Lune grøntsager fra Højgården

Jordskokker i forskellig tilberedning på Restaurant Alimentum Aalborg

Så starter det egentlige måltid. Til forret valgte vi begge to de lune grøntsager fra Højgården. Grøntsager er måske så meget sagt, da der kun var en enkelt; de elskelige jordskokker.

Med den gode rene råvare som udgangspunkt viser køkkent hvad jordskokker kan bruges til.Jordskokkerne var repræsenteret i tre forskellige udgaver; syltede, purerede og som skum.

De purerede lå nederst i serveringen som en en blød, sød, nøddeagtig bund. Ovenpå lå de syrligsøde syltede jordskokker med det karakteristiske let gummiagtige bid jordskokker får. Øverst lå en pude af let bittert jordskokkeskum. Nogle nødder og lidt maltjord gav retten det nødvendige crunch og et ekstra skud salt og umami.

Det var en rimelig simpelt ret, med en simpel rodfrugt i centrum, men tilberedt og anrettet så den tilfredsstillede smagsløgene på alle parametre. Det blev hurtigt tydeligt at kokken kendte sine råvarer, og at talen om at have den gode råvare i centrum og løfte den på ingen måde bare var snak.

Begge vine havde friskhed og syre der skar godt igennem rettens lidt fede smage og bløde teksturer. To gode matches.

Fisk fra Brian

Ristet pighvar med fennikel hos Alimentum i Aalborg

Næste servering, der fungerede som vores hovedret, var dagens fisk fra husets fisker Brian. Som i første ret var der fokus på en hovedingrediens, der skulle løftes, i dette tilfælde var rettens stjerne: pighvar, havets konge.

Serveringen bestod af et saftigt stykke ristet pighvar, serveret på en sauce lavet på pighvarrens skrog og vild kamille. Saucen var dryppet med en creme lavet af pighvarrogn og retten var toppen med fennikel blancheret i smør.

Pighvar er altid lækkert, og den ristede pighvar kunne serveres på rigtig mange måder og være et lækkert måltid, men det er ikke nok hvis man er Alimentum og vil leve sit dogme om bæredygtighed. Pighvarren er et levende væsen, og det er ikke fair at slå den ihjel bare for at skære en filet og smide resten ud. Det hele skal bruges, og det blev det. Kød, skrog, rogn. Det hele.

Den kødfulde fisk var lækkert saftig, med god umami i kødet. Saucen tilføjede sødme, men det der virkelig trak opmærksomhed var cremen på pighvarrogn. Den var super smagfuld og gav en syre der løftede resten af retten på en måde der gjorde at man sad og ledte efter de sørgelige rester for at få det hele med. Her satte vi lidt ekstra pris på at have fået det ekstra brød ind.

Vi kunne dog godt have brugt lidt mere af cremen, for sauce og fisk i sig selv blev lidt meget i de fede og salte smage, og hvis ikke vi havde de friske vine til at bryde med det havde det været lidt overvældende.

Ost fra Thise

Ost serveret som en håndmad på Restaurant Alimentum Aalborg

Oste kan blive serveret på mange måder;

  • En servering med få udvalgte oste?
  • En ostetallerken der når rundt om alverdens ostetyper?
  • En mobil ostemontre hvor man selv kan vælge sine oste?

Hver stil har sin charme, men ingen af dem passer rigtigt til Alimentum. Alimentum er simpelt. Få, velvalgte ingredienser med et klart fokus. Sådan er deres osteservering også. De serverer en ostemad. Et stykke smurt ristet brød, med ost ovenpå. For at understrege det dogmatiske fokus bliver ostemaden serveret uden bestik, det er meningen den skal spises med fingrene. Det er jo bare en ostemad, ikke en fancy osteanretning.

Men som de allerede har bevist igennem tre serveringer betyder simpelt ikke kedeligt, tværtimod. Brødet var lækkert. Men det har jeg vistnok været inde på. Men seriøst; det var lækkert!

Ovenpå det ristede surdejs hvedebrød lå der et kæmpe lag fintrevet Thybo ost fra Thise Mejeri, en god let saltet fast ost med en smule sødme og god fylde. Serveringen gav indtryk af at osten skulle fungere som en dansk pendant til parmesanosten, hvilket måske ikke er helt forkert når den bliver serveret på den her måde. Som et Alimentum islæt var brødet smurt med en lækker blød honning der gav et sødligt og let krydret touch.

Hvis man er til det søde køkken vil det være en rigtig god mellemret til at binde det salte køkken sammen med det søde dessertkøkken, men for mig var det bare en super lækker afslutning.

Bobler og lidt sødt til desserten på Restaurant Alimentum Aalborg

Jeg ville gerne holde mig til de danske dråber, så til min ostemad fik jeg anbefalet en Kvasir æblebrændevin fra Horn Cider der både havde sødme fra både honning og æbler, varme fra alkoholen syre fra æblerne og en kompleksitet fra den lange lagring på egetræsfade. Det var en virkelig lækker vin, og med både sødme og syre kunne den både supplere ostemaden samtidig med at den kunne skære igennem fedmen fra de store mængder ost. Endnu et virkelig godt match.

Min kæreste fik en kartoffelis som hun var meget glad for, sammen med et glas mousserende riesling fra Forster i Tyskland. Lige der var hun en meget glad dame.

Restaurant Alimentum i Aalborg – Den endelige dom

Som Københavnresiderende Levemand er det svært at følge med i alt hvad der foregår i resten af landet, pga. alt det der foregår i egen andedam. Men det er synd, for det betyder at man kan misse nogen perler der kan gøre det endnu mere interessant at udforske det smukke land man nu engang bor i.

Men man kan jo være heldig.

Vi følte os i hvert fald heldige da vi faldt over Alimentum.

Indrømmet, vi havde ikke planlagt efter at skulle lægge 500kr per person for en frokost, men vi var begge to glade for at have gjort det, og det var pengene værd.

Vi følte os velkomne allerede fra vi trådte ind af døren. Tjeneren der tog imod os var venlig og hjælpsom og var tydeligvis klar til at tage hånd om hele vores besøg.

Maden var lækker hele vejen igennem, fra brødet der indledte måltidet og til sidste ret var spist, og anbefalingerne til drikkevarerne sad lige i skabet. De vidste helt klart hvad de lavede.

Det er tydeligt at de ved hvad de vil hos Alimentum i Aalborg. Der er fokus på det simple med en stor respekt for de råvarer man arbejder med. Der går en klar linje fra koncept gennem indretning, menu og direkte til det der bliver serveret.

Den nordiske indretning med lyse vægge, simple rå møbler og afdæmpet udsmykning indeholder ingen dikkedarer, alt er der af en grund. Samme udtryk går over i maden; hver ret har et klart formål, typisk at fremhæve en eller få ingredienser. Der bliver ikke serveret på dynger af sten, druknet i brøndkarse eller hvad der nu er moderne den dag. Tallerkenen er forbeholdt maden.

Der er ikke så meget pis, udover det vi tager på hinanden; for selvom der er skåret ind til benet er det ikke en kedelig ørkenvandring. Tjenerne er imødekommende og hjertelige, og det er tydeligt at de er der for at give de besøgende et behageligt besøg. Det skal ikke være højtideligt, og det er ok at fortælle en joke, eller at sige at en vin måske smager lidt af asfalt, hvis det er det den gør, selvom nogen sikkert vil finde det faux pas.

Hvis det ikke skal være rosenrødt det hele kunne jeg måske godt tænke mig at der skete lidt mere på tallerkenen. Der var god velsmag og masser af kærlighed hele vejen rundt, men jeg kunne godt savne at man prøver at presse grænsen lidt. De ved hvad de laver i køkkenet, så jeg er sikker på at køkkenet vil kunne bære det hvis de tør kaste sig ud i det.

Alt i alt var det en super god oplevelse. Det blev vores sidste chance for at tage ud og spise inden den store coronalukning i 2020, og vi er glade for at vi endte hos Alimentum i Aalborg, der får en karakter på 5 ud af 6 flotte ølglas med herfra.

FacebooktwitterpinterestFacebooktwitterpinterest

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *