Hjemmeside: Kasper Brew co
Facebook: Kasper Brew co
(C/K)asper Brew Co blev startet af de tre venner Casper, Kasper og Kasper. De havde i et stykke tid arbejdet sammen på en ølbar i København og var blevet enige om at interessen var stærk nok til at de gerne ville prøve at starte deres eget bryggeri. De begyndte derfor at brygge de første testbryg hjemme i køkkenerne i deres lejligheder.
Den ene Kasper fik et barn tidligt i projektet og besluttede derfor at tiden ikke var moden til at springe ud i flere tidskrævende hobbyer, så han valgte at fungere mere som moralsk støtte og inspiration i bryggeriet der nu køres af Casper og Kasper.
Jeg gik mig en corona-sikker gåtur i Københavns Nordvestkvarter, og fik mig en god snak med Kasper (med K) om bryggeriet, deres oplevelser, samt deres håb og planer for fremtiden.
Den første udgivelse
Kasper Brew Cos første øl i et større batch, Haze of the Rising Sun, blev brygget på Herslev Bryghus og mødte første gang offentligheden på Danske Ølentusiasters ølfestival i sommeren 2018. Et par dage senere blev der afholdt et officielt release party på Bootleggers Craft Beer Bar hvor flere af Kasperne arbejdede på det tidspunkt. Haze of the Rising Sun fik en fin modtagelse og kom ud på en række Københavnske ølbarer, men de oplevede hop creep i lagringstanken og blev nødt til at hælde en stor del batchet i kloaken. Det blev dyre lærepenge.
Efter et kedeligt setback med et inficeret første bryg trak the (C/K)aspers sig lidt tilbage og genovervejede strategien. Det lille testkøkken kørte ufortrødent videre, men der skulle ske noget nyt med den store produktion.
Helt stille var der dog ikke hos Kasperne, der stadig arbejdede på forskellige samarbejder. F.eks da Julie fra BRAW fik sparket gang i Danmarks største collab, hvor 24 danske bryggerier mødtes hos Dry & Bitter Brewing Company for at brygge en enkelt øl sammen, for at symbolisere sammenholdet i den danske brygbranche. Her fik Kasper Brew co. også lov til at sætte deres præg. Overskuddet for øllen gik desuden til Julemærkefonden igennem Dry & Bitters dejlige Hops Not Hate program.
En ny start
I starten af 2019 indledte Kasper Brew co et ny samarbejde med Daniel og Thomas ved Bad Luck Brewing Company, der havde overtaget konkursboet efter Stevns Bryghus. Her bryggede de Smells Like Tea Spirit en red ale brygget med store mængder te.
Det lykkedes dem desuden at udvide kundegrundlaget med deres første restaurantkunde, Restaurant Selma som var imponeret over deres øl og satte Smells Like Tea Spirit på menuen.
De bryggede yderligere 3 øl det år hos Bad Luck, og selvom der var adgang til en (gammel og meget manuel) flaskelinje, var fokus rettet mod fadølsfustager der blev leveret til ølbarer og restauranter i København.
Der blev eksperimenteret og lært en masse under brygningen af de nye øl og igennem samarbejder. Året bød desuden på et par større forbedringer og udvidelser. De lavede et samarbejde med nogle studerende fra DTU der hjalp dem med at effektivisere brugen af deres brygudstyr, bl.a. med så simple midler som at lufte ud (eller lade være) på de rette tidspunkter under brygningen. Samarbejdet hævede effektiviteten i bryggeriets mæskningseffektivitet fra 60% til 70%. De fik desuden hjælp af Thomas fra Beer Dragon til at udvide deres brygudstyr fra at have et output på 350L til at få outputtet op på 650L.
I December 2019 valgte Daniel at trække sig fra Bad Luck Brewing, og Kasper overtog hans andel af bryggeriet, og sammen med Thomas startede han brygkollektivet Brygmaskinen, der bl.a. kontraktbrygger for en række Stevnslokale restauranter.
Der var begyndt at komme momentum i det lille bryggeri, og de gik ind i 2020 med højt humør og store planer for året. Året startede da også godt med flere releases af både nye og gamle øl, men ligesom alle andre oplevede de også at Corona ramte.
Hvor skal vi hen, du?
Med et fokus på fadølssalg ramte det hårdt da restaurationsbranchen lukkede og kundegrundlaget dermed forsvandt, men det gav the (C/K)aspers et pusterum hvor de har kunne genoverveje situationen.
Den gamle flaskelinje er blevet taget i brug igen, og flere af deres øl bliver tilgængelig for den hjemsendte ølnyder i stedet for at stå og blive gammelt på fustager. Bryggerne har samtidig brugt pusterummet på at gentænke hvordan de gerne vil definere sig selv og deres målgruppe fremover, og målet er ved at være klart.
Størstedelen af produktionen kommer til at fokusere på letdrikkelige øl til den almindelige øldrikker. Det bliver ikke vilde og outrere øl, men forfriskende øl som man kan drikke mange af.
Men der skal også være plads til at lege, så der vil også komme nogle releases til nørderne; f.eks er de i gang med et samarbejde med Copenhagen Mead der skal ende ud med en Barley Wine indeholdende bl.a 20kg karameliseret honning og 20kg ren honning. Øllen bliver desuden lagret på fade der tidligere har indeholdt mjød. Det lyder sødt, men super interessant.
Ser man på udgivne øl kunne et bud på en øl til nørderne også være deres 2020 juleøl Last Xmas, som er lagret på whiskeyfade fra Stauning.
På trods af de hårde vilkår har 2020 heller ikke været et udelukkende dårligt år, og i September valgte Kasper at stoppe droppe sin bibeskæftigelse for at gå på fuld tid og vie sit liv til bryggeriet.
Meget af det hidtidige arbejde har fokuseret på at lege med ingredienser og processor, og prøve sig lidt frem. Det har nogen gange givet lidt sjove resultater, men nogen gange også nogle meget velsmagende overraskelser. Kasper fortalte bl.a om et fejlbryg da bryggeren simpelthen ikke kunne læse opskriften (hvem sagde dårlig håndskrift?) og hældte 7,5kg ristet malt i bryggen, i stedet for de 1,5kg de skulle have været i. Øllen blev noget mørkere end ventet, men en ny dark laget var født.
Gangen efter var bryggeren heldigvis meget opmærksom på ikke at hælde for meget ristet malt i, hvilket lykkedes, da han helt glemte at få hældt den ristede malt i. Det gav selvsagt heller ikke det ønskede resultat, men det blev stadig en lækker øl.
Selvom de efterhånden har været i gang i et par år, lærer de stadig hele tiden nyt, og en del af deres fokus i det kommende stykke tid bliver at få bedre styr på processerne så de kan levere et mere konsistent produkt.
Kasper og jeg blev hurtigt enige om at brygning er fascinerende selvom nogle dele af det kan virke lidt som magi. Men at magi vel også bare er videnskab man ikke lige forstår på det givne tidspunkt.
Jo mere man lærer, jo bedre mening giver det hele og målet i Kasper Brew co. er at lære og blive bedre; more science, less magic.
Bryggerne fra Kasper Brew co har på trods af et corona setback mange spændende idéer og projekter i ærmet, og det bliver spændende at se hvordan det kommer til at gå dem fremover.
Leave a comment