Brewers Inc pre-opening

Torsdag d. 2. Februar holdt Nørrebros nye ølbar Brewers Inc et pre-opening arrangement. Jeg havde fået sneget mig med til arrangementet hvor Carsten og Andreas fra Maltbazaren fortalte om deres tanker bag projektet, samt planer for baren. De serverede desuden nogle fine eksempler på hvad baren vil komme til at tilbyde.

Brewers Inc Førstefødte med logo
Brewers Inc Førstefødte med logo

Først nogle facts. Baren har 16 fadølshaner. 2 af hanerne vil være reserveret til god cider, og to af dem til sur øl. Derudover vil ca. 3 haner være dedikeret til håndbryg, med fokus på vinderne af deres håndbryggekonkurrence, som jeg vil komme ind på om lidt. De resterende haner vi skifte løbende, men der vil være fokus på øl af god kvalitet, hovedsageligt fra mindre bryggerier.

Baren er hyggeligt indrettet med borde og stole af træ. Meget af det er hjemmelavet, som f.eks. den massive udskårne træplade placeret på store tønder, der udgør bardisken.

Når man passerer hoveddøren træder man ind i det store barlokale. Her kan man sidde og nyde en god øl, og noget godt selskab. Længere nede af gangen finder man Brewers lounge. Et lokale med plads til ca. 10 mennesker, der er isoleret fra resten af baren. Tanken er at man kan sidde her og få en mere intim snak, eller man kan trække sig tilbage, og hygge sig med en god øl og læse en god bog, f.eks. en af de håndbryggerbøger man kan låne i baren. Det er desuden hensigten at man skal kunne booke lokalet til private arrangementer.

Til venstre, i et tilstødende lokale er selve baren. Baren i sig selv er forholdsvis stor, og der er plads omkring den til at man kan studere udvalget, og få sig en snak med bartender om hvad han kan tilbyde, men meget mere plads er der ikke. Dette er med fuldt overlæg, da det er meningen at man skal kunne komme til i baren og snakke med bartenderen, men det er ikke hensigten at folk skal sidde og hænge i selve baren.

Øltavlen er klar til åbningsdagen
Øltavlen er klar til åbningsdagen

Ved siden af baren hænger to skilte. På det ene står navnet på dagens bartender, samt en beskrivelse af personen, og dennes ølpræferencer. Det er en ret sjov idé, da det giver et hurtigt indtryk af hvilken person man kan forvente bag baren.

Ved siden af hænger skiltet med månedens vinderøl. Da der er tale om en bar med fokus på håndbryg, har de valgt at køre en konkurrence en gang i kvartalet, hvor håndbryggere fra hele landet kan indlevere noget af deres hjemmeproduktion. Øllet vil så blive smagt og rated af certificerede øldommere fra Danske Øldommere. Dem der har brygget det bedste øl får lov til, sammen med folkene fra Maltbazaren, at brygge deres øl i større skala, så det efterfølgende kan blive solgt i baren. Målet er at finde 3 vindere per konkurrence, svarende til en vinderøl per måned, men hvis niveauet er tilpas højt er det ikke umuligt at konceptet udvides. Hvis du render rundt med en lille håndbrygger i maven, kan du finde mere om håndbryggerkonkurrencen.

Andreas' hånbryggede stout
Andreas’ hånbryggede stout

Da barens fokus er håndbrygget øl fik vi selvfølgelig nogle smagsprøver på hvad man vil kunne forvente fra stedet. Det første vi fik serveret var den første øl brygget til stedet, en APA på 5,6% ved navn Førstefødte, den kan ses på billedet øverst i artiklen. Øllen er brygget af Brewers Incs ejer Carsten. Den blev oprindeligt brygget for nogle år tilbage til Team Rynkeby, men er blevet genfødt, denne gang med Falconers Flight humle. Det er en fin sprød APA med nogle blomstrede toner, og en fin krop og blødhed der gør at humlen ikke stikker helt af. Et fint niveau at åbne baren på.

Efterfølgende fik vi en smagsprøve på Andreas’ stout. En lækker sag på ca. 8,8% med en sød chokoladesmag, ristede toner, og en fint spark humle til at live det hele lidt op. Det hele serveret i en helt sort øl, med en silkeblød krop.

Begge øl skulle være tilgængelige til Brewers Inc Grand Opening på lørdag.

Der var selvfølgelig også en “ægte” håndbrygger til stede, der præsenterede noget af sit eget hjemmebryg. Der var tale om en Brown Ale i engelsk stil, brygget på en engelsk gær. Efter førstegæringen var øllen hældt på jomfru egetræsfade, og tilsat en gær og bakterieblanding der stod for andengæringen. Det gav en atypisk syrlig Brown Ale, med klare noter af det egetræ den havde ligget på. Anderledes og spændende.

Sidste mand var Duncan fra The Cider House, der udover at have snedkereret bardisken og en stor del af barens indretning, også står for at levere cider til de to dedikerede ciderhaner. Denne aften serverede han dog ikke “bare” cider, men diskede op med et snakebite and black; en half and half blanding af Sheppy’s cider, og Carstens Førstefødte APA, tilsat en smule solbærlikør. Det gav en lækker forfriskende blanding med masser af syre fra cideren, bitterhed fra APAen, og sødme fra solbærlikøren. Jeg har aldrig hørt om drinken før, men det fungerede ret godt. Den kan selvfølgelig også købes i baren.

Glad håndbrygger præsenterer sit håndværk
Glad håndbrygger præsenterer sit håndværk

Jeg er spændt på at se hvordan det kommer til at gå når baren åbner, og ser frem til at få et nyt sted i nabolaget, med fokus på ordentligt håndværk.

Alle interesserede er velkomne til barens åbningsarrantement lørdag d. 4. Februar.

FacebooktwitterpinterestFacebooktwitterpinterest

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *