Lindemans Gueuze

Bryggeri: Lindemans
Type: Gueuze
Land: Belgien
Alkoholstyrke: 5%

Sur øl er nok det mest hipsterretro i ølverdenen i øjeblikket. Det er på en gang meget gammelt og klassisk, samtidig med at det er nyt og moderne. Det gælder selvfølgelig også den måske mest udbredte surølstype, Lambic, og dens blandede afart, Gueuze. Lindemans er et gammelt bryggeri, men deres Lindemans Gueze er en nyere udgave af deres guezeklassiker, som nu hedder Cuvée René. Lindemans Gueuze i den nuværende form er brygget siden 1978 og er brygget som en Gueuze i den sødligere ende, for at tiltale et bredere publikum.

Lindemans Gueuze - I glas og flaske
Lindemans Gueuze

I glasset ser man en let tåget gyldenorange øl der bobler lystigt. Ved ophældning er det er tyndt gennemsigtigt lag af store bobler på toppen af øllen, men de forsvinder hurtigt igen og efterlader kun meget små klynger af meget små hvide bobler i kanten af glasset.

Duften er domineret af frugtaromaer hvor især æbler skinner igennem, hvilket sammen med udseendet gør at det næsten minder mere om en cider (en rigtig cider!) end om en øl. Den har dog samtidig nogle nuancer af hø og kostald for at understrege at det er altså en vildtgæret øl. Smagen leder igen tankerne hen imod noget cideragtigt. Øllen er ret syrlig, som man ville forvente af typen, men der er en del sødme der giver en god krop, og giver øllen noget at stå imod med så det syrlige ikke bliver alt for overvældende.

Lindemans Gueuze – Den endelige dom

Sur øl er på mange måder en tilvendingssag, en sag som jeg stadig er i gang med, men jeg er dog langt nok til at jeg godt kan se charmen i de mange nye nuancer de sure øltyper tilbyder, som man ikke finder i de mere udbredte typer.

Lindemans Gueuze ligger for mig at se i den lettere ende af den sure skala, og sammen med sin sødme kunne den godt virke som en fornuftig introøl til denne del af ølverdenen. Jeg tror ihvertfald at min far ville finde den ret god (og det er jo lidt af et kvalitetsstempel), på trods af at han endnu ikke er vildt begejstret for typen. Det er en lækker øl, som jeg især tror vil fungere godt i en varm solstråle, omend jeg synes at sødmen ligger lige på grænsen til at blive for meget.

4 ud af 6 ølglas.

Untappd link

FacebooktwitterpinterestFacebooktwitterpinterest

Leave a comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *